En tidligere deltager af realityprogrammet '16 and Pregnant' skal i fængsel.
29-årige Lori Wickelhaus har fået en straf på 6,5 år for at være i besiddelse af børneporno.
Det skriver flere amerikanske medier – heriblandt People.
Lori Wickelhaus blev anholdt sidste år og sigtet for at være i besiddelse af 20 forskellige seksuelle optagelser og billeder med et mindreårigt barn.
Hun erklærede sig skyldig i sigtelserne for at få en kortere straf.
Lori Wickelhaus blev kendt, da hun i 2010 medvirkede i MTV-programmet '16 and Pregnant', som er den amerikanske pendant til 'De unge mødre'.
I programmet kunne man følge med i, hvordan hun som dengang 17 år gammel endte med at bortadoptere sin nyfødte søn.
Hun har siden fået to yderligere børn, som ikke er bortadopteret. Børnene er henholdsvis syv og otte år gamle.
Lori Wickelhaus blev anholdt i august 2020, efter politiet modtog et tip fra en særenhed for internetkriminalitet, der havde sporet børneporno blive downloadet til hendes dropbox-konto.
Udover sin fængselsstraf skal hun også gennem et psykologforløb.

