For Rasmus Nøhr har det været en skandaleombrust tid som arrangør af festivalen 'Danmark Dejligst', der startede i 2012.

Nu er han færdig som arrangør af festivalen, skriver Sjællandske Nyheder.

Problemerne startede, da pokerstjernen Gus Hansen, som også var Rasmus Nøhrs barndomsven, lagde penge i festivalen i 2015.

Det endte med at koste dem venskabet efter adskillige timer i by- og landsretten.

Foto: Jeppe Bjoern Vejloe
Vis mere

Gus Hansen mente nemlig, at Rasmus Nøhr havde snydt ham for mere end en million kroner.

Musikeren blev da også dømt i byretten til at betale erstatning, men der lød beløbet blot på 90.000 kroner.

Efterfølgende blev beløbet hævet til 400.00 kroner, da sagen kom for landsretten.

Gus Hansen er ikke den eneste, som synes at være blevet snydt af Rasmus Nøhr i forbindelse med festivalen.

Det blev også en stor sag i medierne, da Ørslev Gymnastik og Idrætsforening blev nødt til at true Rasmus Nøhr med en inkasso-sag, før at han betalte dem knap 10.000 kroner for salg af mad- og drikkevarer.

Nøhrs exit betyder dog ikke, at festivalen får dødsstødet.

I stedet er der oprettet en støtteforening for Danmark Dejligst, hvor Heidi Mørkeberg har sat sig i formandsstolen – hun har tidligere været tovholder i Karrebæksminde, som har været fast stop på festivalturnéen siden 2016.

Sjællandske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Rasmus Nøhr.