Selvom den danske sanger Rasmus Nøhr torsdag formiddag blev dømt til at betale en langt større erstatning til sin tidligere ven - pokerspilleren Gustav 'Gus' Hansen - end tidligere, så er han tilfreds med udfaldet.

'Jeg er godt tilfreds med resultatet, for selvfølgelig skal Gustav ikke være den eneste, der taber på vores fælles forretning.'

Sådan skriver Rasmus Nøhr i et offentligt opslag på Facebook.

'Jeg har hele tiden tilbudt Gustav at dække hans tab, men han har altså ønsket at få en mere offentlig afslutning. Det undrer mig dog, at jeg skal betale for retsagen, når han bare kunne løfte røret og modtage mit tilbud, som var højere.'

ARKIVFOTO af Rasmus Nøhr.
ARKIVFOTO af Rasmus Nøhr. Jeppe Bjoern Vejloe

Det var torsdag formiddag, at Østre Landsret afgjorde en flere år lang og bitter strid mellem de to tidligere venner.

Hvor Rasmus Nøhr i Københavns Byret sidste år blev dømt til at betale en erstatning på 90.000 kroner til pokerspilleren, hævede landsretten erstatningen til 400.000 kroner.

Fjendskabet mellem Rasmus Nøhr og Gustav Hansen bunder i dårlige forretninger, mundtlige aftaler og store pengebeløb, som løb af sporet i forbindelse med deres samarbejde omkring koncertprojektet 'Danmark Dejligst' i 2016.

Forretningseventyret blev nemlig aldrig den succes, som de havde håbet på, og uenigheder om ejerskab, lån og tvivlsomme transaktioner førte i sidste ende til, at Gustav Hansen i 2017 stævnede Rasmus Nøhr for 896.000 kroner.

'Jeg håber, at Gustav får fred i sit sind nu og kan begynde at se fremad, som jeg selv håber på,' skriver Rasmus Nøhr i sit opslag.

Til B.T. fortæller sangeren, at han bøjer sig for retssystemets beslutning.

»Jeg havde været mere glad for at bøje mig for byretten, men vi har retssystemet for, at man kan blive enige om, hvad der er op og ned i sagerne, og så må man lære af det,« siger han og tilføjer:

»Så den luksus vil jeg benytte mig af og så ellers bare tænke fremad.«

Selvom erstatningen er blevet forhøjet fra 90.000 til 400.000, forklarer Rasmus Nøhr, at den er til at betale.

»Det er overstået, og heldigvis med et resultat, der betyder, at jeg ikke skal gå fra hus og hjem,« fortæller han.

I opslaget på Facebook beskriver han hele sagen 'som en pinlig omgang':

'Jeg har savnet musikken og følt hele sagen som en pinlig omgang. En ærgelig afslutning på et eventyr om to venner, der gerne ville holde fest for Danmark,' skriver han og fortsætter:

'Det har været en sorgfuld oplevelse, hvor offentlig mudderkastning vel har været Gustavs egentlige formål. Og det har i den grad besværliggjort udbredelsen af havefester til landsbyer, som ellers er et ret skønt tiltag.'