Det sidste punktum er sat. Og den danske pokerspiller Gus Hansen skal aldrig mere have noget med sangeren Rasmus Nøhr at gøre.

Det slår han fast, efter Østre Landsret torsdag afgjorde en flere år lang og bitter strid mellem de to tidligere venner.

»Nu vil jeg lægge den her sag bag mig, og jeg skal lægge alt, hvad der hedder Rasmus Nøhr, fuldstændig bag mig. Jeg er blevet for gammel til – og livet er for kort til –at bruge tid på sådan nogle personer,« siger Gustav 'Gus' Hansen til B.T.

Krigen mellem de to parter begyndte, efter de besluttede sig for at stable festivalen 'Danmark Dejligst' på benene i 2016.

ARKIVFOTO af Rasmus Nøhr.
ARKIVFOTO af Rasmus Nøhr. Jeppe Bjoern Vejloe

Gustav Hansen smed flere millioner i projektet, men festivalen gik konkurs. Efterfølgende stævnede pokerstjernen sin gamle ven, fordi han mente, at Rasmus Nøhr havde hevet penge ud af virksomheden, som blev overført til Skrappe ApS, der er ejet af sangeren selv.

I Københavns Byret blev Rasmus Nøhr dømt til at betale Gus Hansen 90.000 kroner. Et beløb, der var langt under de 896.000 kroner, pokerspilleren havde stævnet ham for.

Gus Hansen ankede derfor sagen til Østre Landsret, som torsdag formiddag dømte sangeren til at betale betydeligt mere i erstatning, nemlig 400.000 kroner.

»Jeg synes, det er fint. Også bare principielt at få medhold. Det var vigtigt for mig. Ikke at jeg dog kunne se afgørelsen falde ud til anden side end det,« fortæller Gus Hansen om kendelsen.

»Så kan man sige noget om beløbets størrelse, og der kunne jeg måske godt have håbet på mere, men det er fint nok,« slår han fast.

Mest af alt er han glad for, at han nu kan sætte et punktum i sagen, der har varet i over to og et halvt år.

Og han er glad for, han ikke skal beskæftige sig mere med Rasmus Nøhr, selvom de to op til sagens begyndelse havde været venner gennem et kvart århundrede.

»Vi har jo kendt hinanden i 25 år, men nogle gange så bekender folk kulør på en ubehagelig måde, og så finder man ud af, hvad folk egentlig står for,« fortæller Gus Hansen og tilføjer:

»Og det var ikke et særlig kønt billede, der blev malet af Rasmus Nøhr der, og så er det fint at trække følehornene til sig og sige, at det ikke er noget, jeg skal beskæftige mig mere med.«

På spørgsmålet om, hvorvidt han tror, de to engang i fremtiden vil kunne blive forsonet, lyder svaret:

»Nej nej nej. Nogle gange, når man træder over stregen og gør det med syvmilestøvler på, så er der ikke noget at komme efter,« forklarer han.

Han ser nu frem til ikke at skulle bruge mere tid eller mere energi på sagen.

»For det er ikke rigtig noget, der giver noget tilbage. Det suger bare kræfterne ud af én, fordi det i bund og grund er en kedelig sag,« slutter Gus Hansen.