Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Den amerikanske rapper Young Dolph er blevet skudt og dræbt.

Drabet skal have fundet sted omkring klokken 13 lokal tid hos en bager i den 36-årige rappers hjemby, Memphis.

Det skriver blandt andre tv-kanalen FOX13 og nyhedsbureauet AP.

Også det lokale politi har bekræftet drabet på Twitter, hvor de oplyser, at de på nuværende tidspunkt ikke har nogen mistænkte i sagen.

»Dette skyderi er endnu et eksempel på de meningsløse skyderier, vi oplever lokalt og nationalt,« lyder det i beskeden, som er skrevet af politichefen, CJ Davis.

»Vores tanker går ud til Thornton-familien og alle, der er blevet påvirket af denne forfærdelige voldshandling,« fortsætter han.

Det lokale medie FOX13 har talt med ejeren af bagerbutikken, Makeda's Butter Cookies, hvor drabet fandt sted.

Denne fortæller, at Young Dolph ofte frekventerede butikken, og at han var ved at købe nogle småkager, da en anden bil kørte op til butikken og skød ind gennem vinduet.

Ifølge mediet blev gerningsstedet spærret hurtigt af, men en stor menneskemængde formåede alligevel at samle sig sammen, hvorefter flere brød grædende sammen.

Den afdøde rapper er da også et velkendt ansigt i byen, hvor han selv er vokset op.

Ifølge lokalmediet blev han anset som et sympatisk og givende menneske, der blandt andet har doneret penge til den lokale skole.

Han skal desuden have delt kalkuner ud hvert eneste år i forbindelse med thanksgiving, og netop dette var da også anledningen til, at han var i byen i denne omgang.

Der er nemlig blot en uge til højtiden, og ifølge hans advokat, Scott Hall, skulle rapperen have været henne og dele kalkuner ud lige efter besøget i bagerbutikken.

Også byen borgmester, Jim Strickland, har kommenteret dødsfaldet på rapperen med det borgerlige navn Adolph Robert Thornton, Jr:

'Det tragiske skuddrab af rapperen Young Dolph er endnu en påmindelse om den smerte, som voldelig kriminalitet bringer med sig. Mine tanker og bønner er med hans familie og venner,' skriver han på Twitter.

Young Dolph har udgivet syv album i alt. Hans debutalbum, 'King of Memphis', udkom i 2016, og hans seneste album, 'Rich Slave', udkom i 2020.

Det er ikke første gang, at rapperen er udsat for drabsforsøg. I 2017 blev han forsøgt skudt hele to gange.

Første gang slap han uskadt fra drabsforsøget, selvom der blev skudt hundrede gange mod den bil, han sad i, men anden gang blev han ramt og måtte en tur på hospitalet.

Her reddede lægerne hans liv, selvom han på et tidspunkt var i kritisk tilstand, men så heldig var han altså ikke denne gang.

Young Dolph efterlader sig en søn og en datter.

Andre læser også