Det startede med en feber. Siden kom resten af influenza-symptomerne.

Og nu mener Tue Blædels læge, at den tidligere P3-vært og podcaster sandsynligvis er ramt af coronavirus, fortæller Tue Blædel, der fik beskeden mandag.

'Jeg holder mig selvfølgelig 100 procent indendørs og forsøger at isolere mig fra resten af familien så godt, jeg kan i lejligheden. Hvilket er pænt svært med en femårig og en på tre måneder på matriklen,' skriver Tue Blædel på Instagram.

Her oplyser han også, at han ikke deler sin sygdomshistorie for at få medlidenhed. Han er ikke hårdt ramt, og sygdommen føles som en influenza.

Han har til gengæld valgt at delagtiggøre danskerne i sin mulige corona-diagnose for at afmystificere den mystiske sygdom.

'Jeg skriver det her, fordi det er vigtigt, at os med symptomer fortæller om det, så alle kan se, at corona ikke er nogen hypotetisk sygdom, som vi blot taler om. Så bliv hjemme. Og helt under dynen, hvis du har symptomer.'

Da statsminister Mette Frederiksen fredag oplyste på et pressemøde, at man gik fra såkaldt inddæmning til afbødning, blev det besluttet, at kun borgere med svære symptomer bliver testet for coronavirus.

Har man kun milde symptomer, der ikke umiddelbart kræver indlæggelse, skal man holde sig inden døre og blive rask. Det er formenlig derfor, Tue Blædel kun har fået at vide af sin læge, at han 'sandsynligvis' har coronavirus.