Han har været fødselshjælper for en fremmed kvinde. Haft en biskop på nakken. Fået telefoncentralerne til at bryde sammen. Og har mere end 15.000 gange sagt 'så har vi igen en lytter i telefonen. Goddag. Og hvem er det?'. Men nu er rollerne byttet om.
»Ja goddag. Jørn Hjorting her,« svarer han med venlighed og smil i stemmen.
Han er fra en svunden tid. Jørn Hjorting. Fra dengang, hvor solen altid skinnede, hvor vinteren altid var hvid, og livet efter manges mening bare var mere enkelt.
Nu fylder han 90.
»Forhåbentlig,« smiler han. I tryg corona-afstand over telefonen fra hjemmet i Nærum, hvor Erna, hans kone gennem snart 60 år, i baggrunden giver sit besyv med.
»Vi er nærmest blevet en slags huleboere,« siger de om deres selvvalgte hi.
»Jeg vil ikke sige, at vi har været bange. Men vi har været forsigtige,« siger Jørn Hjorting om frygten for corona, som altså har gjort et stort indhug i ægteparrets sociale liv.
»Så vi glæder os meget til den her vaccine, selv om det åbenbart tager sin tid, inden vi kommer så langt. Men vi er optimister. Det skal man være.«
Optimisme har da også været en grundsten i ikke bare Jørn Hjortings liv, men også karriere.
I årtier var han ubetinget Danmarks mest populære radiovært. Takket være programmet 'De ringer – vi spiller', som han bestyrede på Danmarks Radio fra 1968 frem til 1996.
For mens ungdomsoprøret rasede uden for radiohusets studier, når blomsterbørn og slumstormere demonstrerede for fri abort og nej til atomkraft, var Jørn Hjorting for den store gruppe ældre danskere den livline, de trofast hver onsdag klokken 10.03 greb fat i.
»Jeg har været et utrolig privilegeret menneske. Det må jeg sige. For jeg har nydt hver eneste gang, jeg har været i æteren,« siger en taknemmelig Jørn Hjorting, som hver uge havde omkring 1,3 millioner lyttere.
Hos Hjorting var verden velkendt, tryg og hyggelig. Her var man De's, og der var plads til en sludder om stort og småt. Også selv om man var højgravid og kunne føde hvert et øjeblik.
'Hjorting, Hjorting, nu går vandet' lød det pludselig i æteren. Og så fik radioværten travlt med at stille om til Frøken Klokken, så kvinden kunne nå sit quizspørgsmål, før hun fødte.
'Hjortings baby' stod der på forsiden af aviserne i dagene derpå.
Det er en af de episoder, han mindes med smil på læben, men også et af de små hverdagsdramaer, der fik en biskop til at tordne.
»Det største bump på vejen var, da det halve af Radiorådet med en biskop i spidsen fordømte programmet og kaldte det forfærdeligt. For hvad havde de mennesker, som jeg talte med, at gøre i radioen? De havde jo ikke noget på hjerte. Næh, man skulle finde nogle, der havde noget virkelig essentielt at sige.«
»Der var det hele på den anden ende. Men det endte jo med, at jeg fik en utrolig folkelig opbakning. Så i stedet for at få slagtet programmet blev det næsten helliggjort,« mindes Jørn Hjorting, der med sin velkendte optimisme bragte glæde ind i mange danskeres hjerter.
Og han er ikke selv i tvivl om, at hans succes i æteren skyldtes én ting:
»At det ikke var mig, der var i forgrunden, har hjulpet. For det er det, jeg synes, at nogle tribunehelte markerer sig temmelig voldsomt med,« siger han om visse kolleger. Uden dog at ville nævne navne.
»Det er den anden part, der er hovedpersonen. Der skal have noget frem. Jeg er hjælperen, assistenten. Ikke den, der dominerer det hele.«
Den filosofi synes at have båret frugt. For ikke alene har Jørn Hjorting gennem årene bevaret kontakten til flere af sine lyttere, men er også blevet mødt af utrolig mange, som har takket ham for netop hans måde at være på. Ligefrem og optimistisk.
»Jeg bliver lidt genert hver gang. For i virkeligheden er jeg lidt blufærdig, tror jeg. Jeg er ikke sådan én, der står og maser på.«
Selv om Jørn Hjorting forlod Danmarks Radio i 1996, fortsatte han på dels Radio 2 og tv-stationen DK4 med afarter af sit populære quiz-program.
»Jeg stoppede først i 2017,« siger han ikke uden stolthed i stemmen over at holde sig i gang, frem til han var 87 år.
»Men så har jeg også været fuldtidspensionist siden.«
I baggrunden griner Erna med på spørgsmålet om, hvad de får tiden til at gå med.
»Vi kan dårligt få den til at slå til. Jeg troede, at jeg skulle læse en masse bøger, men det har jeg ikke haft tid til endnu. Nu har jeg ønsket mig en udendørs lænestol i fødselsdagsgave. Hvis jeg får den, kan det være, at det lykkes.«
Den store runde dag bliver dog ikke helt den fejring, som Jørn Hjorting havde drømt om. Planerne om 'en temmelig stor fest på en hyggelig kro' har han måttet lægge på hylden. Nu bliver det kun en lille fejring i hjemmet for de allernærmeste. Parrets to børn og børnebørn.
Men selv dét kan ikke slå den ukuelige optimist Jørn Hjorting ud. For familien er og har altid været det vigtigste for den populære radiovært.
»At jeg har fået så god en familie, er den største lykke i mit liv. Og ser jeg tilbage, er der intet, jeg fortryder. Det kan alligevel ikke laves om, så det kan ikke betale sig. Så hellere se fremad,« smiler den 90-årige optimist Jørn Hjorting, som under pandemien er blevet bekræftet i dét, der altid har været hans motto.
»At man ikke kan synge og være sur samtidig.«
Hvis det her var 'De ringer – vi spiller', hvilket nummer ville du så ønske dig her på falderebet?
»Jamen, hvad skulle det være? Det skulle være …. hvad er det nu, den hedder?« spørger han ud i stuen og får svaret af Erna.
Så begynder Jørn Hjorting at synge.
»Engang bli’r det slut på en dejlig dag, før du ved, er din aften nær,« starter han med spæd stemme og fortsætter: »Selv om hjertet slår sine sidste slag, er der altid en dag på ny.«
Er det sådan, du tænker om døden?
»Ja, det er det. Det er en god måde at udtrykke det på. Jeg havde jo aldrig drømt om at blive 90 år.«
