»Jeg synes, det er på tide, at vi hepper på de gode mænd.«

Sådan indleder tv-vært Puk Elgård sit seneste opslag på Instagram, hvor hun slår et slag for alle de mænd, der ikke krænker kvinder. Dem bør vi sige tak til, mener hun. Og det har affødt både med- og modvind.

Hun opfordrer folk til at huske de gode ting og hilser nye tider velkommen. Det gør hun formentlig på baggrund af den heftige debat, der har været de seneste dage, efter den 33-årige engelske kvinde Sarah Everard forsvandt på vej hjem til sig selv 3. marts klokken 21.30.

Hun forsvandt og blev en uge senere fundet død, og det har sat gang i en verdensomspændende bevægelse på sociale medier, der problematiserer den frygt, kvinder oplever, når de går alene på gaden.

Puk Elgård har fået både med- og modvind efter et opslag på Instagram.
Puk Elgård har fået både med- og modvind efter et opslag på Instagram. Foto: Ernst van Norde
Vis mere

'Jeg kan godt lide, vi får ryddet op. Nok er nok, og jeg hilser nye tider velkommen,' skriver Puk Elgård videre på Instagram.

I kommentarsporet kan man se flere kendte danskere hylde hende for opslaget, hvor hun blandt andet takker mænd, der aldrig danser uønsket tæt eller er grænseoverskridende og dominerende over for kvinder.

'Puk! Du siger de helt rigtige ting,' lyder det fra radio- og tv-vært Emil Thorup i kommentarsporet.

'Se, DERFOR er jeg kæmpefan af dig og dit fuldstændig fantastiske sjælerum,' skriver realitystjernen Linse Kessler.

'Sådan en mand har jeg. Jeg er heldig,' lyder det fra politiker Pia Kjærsgaard (DF).

Også kok Umut Sakarya, danser Claudia Rex, tv-vært Sofie Østergaard, tv-vært Peter Ingemann, danser Thomas Evers Poulsen og mange flere siger tak til den 53-årige tv-vært. Enten i kommentarsporet til hendes billede eller på deres egne sociale medie-profiler.

Men det hele er ikke ros og positive kommentarer.

Faktisk er der en del, der forholder sig helt anderledes til hendes opslag. De undrer sig over, hvorfor man bør sige tak til mænd for at gøre ting, der for de fleste er noget, man forventer af alle mennesker.

På den kritiske fløj er antallet af kendte ansigter langt færre, dog er mængden af kommentarer, der er imod budskabet, stort.

'Jeg tror ikke, jeg forstår det helt? Hvorfor er det på tide? Hvem har for eksempel sagt, at alle mænd er krænkere? Er det ikke en selvfølgelighed, at langt de fleste er gode fyre?' skriver blogger Johanne Mygind.

Og hun står ikke alene. Bag hende er et kor af både mænd og kvinder, der deler hendes synspunkt.

'Vildt, at vi hylder mænd, der ikke begår overgreb. Er det ikke lidt ligesom at hylde folk, der ikke er racister? Det er da helt gak, eller er det bare mig? Ja, skønt med gode mænd – jeg er selv en af dem, men skal vi hyldes, bare fordi vi ikke begår overgreb på kvinder,' skriver en mandlig bruger på Instagram.

'Intentionen er god, men vi uddeler jo heller ikke medaljer, fordi folk ikke røver banker, vel?' skriver en anden.

Det har ikke været muligt for B.T. at komme i kontakt med Puk Elgård for at foreholde hende kritikken. Hun har på nuværende tidspunkt heller ikke givet lyd fra sig på de sociale medier.