Selv om det er 17 år siden, sidder det stadig inden i ham som det stolteste øjeblik i karrieren. Et øjeblik, der trak tårer frem i øjenkrogen.
»Tårer har jeg nu altid haft let ved. Jeg græder tit,« smiler han og fortsætter: »Men jo, dér græd jeg. Jeg er vanvittig stolt af det. Og heldigvis nåede min far og mor at opleve det også.«
Øjeblikket og tårerne vender vi tilbage til. For lige her og nu er der ikke meget at græde over for den populære skuespiller Preben Kristensen. Tværtimod.
»Vi glæder os som små børn,« siger han og ser overordentlig glad ud. Over, at han snart skal stå på scenen igen.
»Det bliver fantastisk at komme til at arbejde igen. At møde publikum igen,« stråler Preben Kristensen, som snart står på Det Ny Teaters scene i rollen som Fagin i musicalen 'Oliver' efter – i lighed med sine kolleger – netop at have holdt flere måneders ufrivillig corona-pause. Alene med sin mand, frisør og makeupartisten Søren Hedegaard.
»Sammen 24 timer i døgnet uden at vide hvor længe?« siger han med et drilsk, panisk glimt i øjet.
»Efter så mange år sammen var det vidunderligt at opleve, at det var helt fantastisk. Søren var grounded ligesom mig, måtte ingenting. Ikke engang med mundbind eller visir. Og hans arbejde i kongehuset lukkede også ned,« forklarer Preben Kristensen om sin partner gennem 38 år.
»Så vi flygtede op til sommerhuset i Nordjylland og nød det. Badede hver morgen, lavede ting sammen og hver for sig.«
»Fordi vi begge to altid har haft så travlt, var det en kæmpegave at finde ud af, at vi også kan slappe af sammen,« siger Preben Kristensen, som nu til gengæld er så klar i manegen med sin rolle i 'Oliver'.
Dermed kan han føje én til rækken af store roller, han gennem sin mere end 40 år lange karriere har spillet.
»Nogle gange kan jeg blive helt forbavset over, hvor meget jeg har lavet. Jeg føler mig meget privilegeret,« lyder det fra Preben Kristensen, som med sine 67 år officielt har nået pensionsalderen og kunne trække sig tilbage.
Men drømmene lever i ham endnu. De drømme, der tog form, da han som lille dreng hjemme i Skive satte sig til rette i biografens mørke og lod sig opsluge af den magiske verden, levede sig ind i hver en scene.
»Selv om jeg ikke vidste, hvad det var, de lavede deroppe på lærredet, sagde jeg bare 'Dét vil jeg også en dag'. Det trak mere og mere, og til sidst hev og flåede det i mig,« forklarer Preben Kristensen, som aldrig havde en plan B i skuffen. Han ville bare være skuespiller. Lave dét som dem deroppe. Få folk til at græde og grine.
Det blev det sidste, der kom først. Den musikalske komiker trio Linie 3 tromlede helt bogstaveligt landet fladt af grin, og berømmelsen ramte ham for en tid karrieremæssigt.
For det krævede en del at lære publikum, at Preben Kristensen ikke bare var ham den sjove fra Linie 3.
»Selvfølgelig har det været svært at tackle i en periode. Jeg har nok måttet kæmpe lidt mere. Men det gjorde jeg så,« siger han om at skulle 'opdrage' såvel publikum som teaterdirektører til, at han var begge dele. Den sjove og den alvorlige. Og det er han stadig.
»Jeg foretrækker ikke det ene frem for det andet. Jeg er lige så glad for at lave Linie 3 som koncerter som alvorlige roller.«
»Når jeg er i noget, er jeg fuldstændig optaget af det og synes, at netop dét er det mest fantastiske. Sådan har jeg altid haft det,« forklarer Preben Kristensen, som gennem karrieren har modtaget utallige hæderspriser, herunder såvel Reumert- som Lauritzen-prisen.
Begge er han dybt taknemmelige over. Men én særlig hæder gør ham dog utrolig stolt.
»Ikke for at forklejne alle de store priser, jeg har fået, men dét ridderkors! Det er klart et af de stolteste øjeblikke i mit liv. Jeg er stolt af kongehuset og stolt af, at jeg har fået det af Dronningen. Det betød og betyder stadig så meget,« siger Preben Kristensen og vokser næsten i stolen.
»Jeg tager det på en gang imellem,« tilføjer han så og ligner næsten et uvornt barn. »Det er ikke altid, man kan se det, for man må kun bære det ved særlige lejligheder. Men så har jeg det på indenunder,« smiler han og klapper på brystlommen.
En tornado af latter hvirvler gennem rummet.
Ridderkors og priser eller ej, gør Preben Kristensen en dyd ud af stadig at være den samme Preben, som han altid har været. Arbejderklassedrengen fra Skive.
»Når jeg har fri, går jeg ikke så forfærdelig meget op i, hvad jeg er, og hvem jeg er. Når jeg kommer hjem, er jeg bare mig,« siger Preben Kristensen, som bor i Nordsjælland med sin Søren.
At det er lykkedes dem at holde sammen i næsten 38 år, er han ikke i tvivl om skyldes gensidig respekt og evnen til at give hinanden plads. Samt ikke mindst dét at ville hinanden.
»Man skal kæmpe for det, man har kært. Det står der i den gamle sang, og det er en rigtig fin linje. Og hvis man har noget tilstrækkelig kært, så kæmper man gerne,« smiler Preben Kristensen og tror også, at dét, at de har haft ligeværdige karrierer, og derfor aldrig har stået i skyggen af den anden, har betydet noget.
»I starten var det måske lidt mig, der var den. Men tit er det altså Søren, der står forrest, og mig i baggrunden. Og det er fint,« kommer det med en hjertelig latter med reference til Søren Hedegaards job som fast frisør for kronprinsesse Mary.
Men 17. september er det Preben Kristensens tur til at stå forrest i rampelyset. Og han glæder sig.
