Der skal ikke herske nogen tvivl om, at rapperen Post Malone holder meget af at dekorere sin krop med tatoveringer.

Nu deler han sit nyeste værk og ovenikøbet en ny frisure i et opslag på sin Instagram-profil.

Til billedet skriver rapperen en noget mystisk tekst, som lyder: 'Jeg har klippet mit hår endnu kortere. Og skeletter er cool. Åben dit hjerte så meget, du kan. En smule kærlighed når længere ud, end du tror. Forbliv stærk og bliv ved med at sparke røv'.

Hvorfor rapperen pludselig har behov for at sende et kærlighedsbudskab til sine næsten 22 millioner følgere, kan man kun gætte sig til, men han får da i hvert fald vist omverdenen det nye skelet-motiv, som nu pryder højre side af hans hoved.

Post Malone har tidligere fortalt, at hans mange tatoveringer, som blandt andet forestiller portrætter af John F. Kennedy jr og Johnny Cash, ikke bare et modevalg.

De er faktisk lavet for at dække over, at han ifølge ham selv er en 'røvgrim motherfucker'.

»Ansigtstatoveringerne kommer måske fra et sted med usikkerhed over, hvordan jeg ser ud. Derfor har jeg fået lavet noget i ansigtet, for så kan jeg kigge på mig selv og sige 'du ser cool ud', og så får jeg en smule selvtillid, når det kommer til mit udseende,« har han udtalt til GQ Style.

Hele 'Rockstar'-sangerens krop er dækket af blæk, som angiveligt skulle løbe op i næsten 70 tatoveringer.

Og nårh ja, så har rapperen som tidligere nævnt smidt de brune krøllede lokker til fordel for et skaldet look - måske for at skabe plads til endnu flere tatoveringer udover det nye skelet.