2021 har fået en hård start for TV 2's tidligere nyhedschef- og vært Jens Gaardbo. Efter 24 års ægteskab skal han skilles.

»Min hustru Pernille og jeg flytter fra hinanden. Vi er blevet separeret,« meddelte han søndag. Som bekendt er ulykker flokdyr – én kommer sjældent alene.

Separationen rammer kun en måned efter, at Jens Gaardbo 11. december blev fyret fra TV 2. Ifølge den 64-årige har de to hændelser intet med hinanden at gøre.

»Når det er sagt, så har alt dette naturligvis ramt os og vores familie meget hårdt. Det har haft store følelsesmæssige omkostninger for os,« skriver han.

Jens Gaardbo er færdig hos TV 2 og skal nu også separeres fra konen.
Jens Gaardbo er færdig hos TV 2 og skal nu også separeres fra konen. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

Begge ulykker handler om Gaardbos kontakt til kvinder – et køn, han tidligere har forklaret, at han er lige dele tiltrukket og skræmt af.

»For kvinder er så anderledes – det er sjovt at være i selskab med dem. Deres sociale evne og instinkt er en kolossal ressource. De sanser bedre end os. Og de er sjove. Efter maskulin målestok er de også unfair og udspekulerede, og vi er lidt bange for dem, på samme måde som man er bange for en hveps ude på altanen.«

»Den er ikke ligefrem livsfarlig, men den flyver sådan lidt underligt rundt, og lige pludselig kan det sateme gøre ondt,« har han tidligere sagt til Euroman.

Lige nu gør det ondt, lader han forstå, da B.T. fanger ham på telefonen. Derudover har han ingen kommentarer – for nu.

Måske ligger det til hans gemyt?

Han er vokset op i Nordjylland – nærmere bestemt Frederikshavn – som søn af en far, der var vvs-mester, og en mor, der var svensker.

Tidligere har han til Nordjyske fortalt, at han var en følsom dreng med hang til forsigtighed. Han råber ikke op, når han bliver ramt.

»Når jeg bliver presset i dag, reagerer jeg ikke udadtil. Jeg reagerer ved at forstærke mit panser. Jeg bliver rolig.«

Jens Gaardbo, da han i 1997 blev ny chef for TV 2 Nyhederne. Kitt Andersen/NORDFOTO
Jens Gaardbo, da han i 1997 blev ny chef for TV 2 Nyhederne. Kitt Andersen/NORDFOTO Foto: KITT ANDERSEN
Vis mere

De første år af sit arbejdsliv brugte Gaardbo på DR's regionalradio i Vejle. Men da TV 2 i 1988 flænsede DR-monopolet og sendte et hav af unge journalister til Odense for at konkurrere med mediemastodonten i Gyngemosen, var Jens Gaardbo en af de første pionerer.

TV 2 var en arbejdsplads med en seriøs festkultur. P1-journalisten Eva-Marie Møller, der i mange år var på TV 2, har beskrevet tiden sådan:

»Der var en erotisk opløftet stemning, når det blev fyraften. Og kvinderne var lige så interesserede i at score som mændene.«

Samtidig har medieforsker Søren Schultz Jørgensen kaldt TV 2 for 'medieverdenens største horehus'.

I efteråret lukkede en intern kulturundersøgelse effektivt festen. Undersøgelsen blev sat i gang, efter Sofie Linde havde optrådt ved 'Zulu Comedy Galla', og 1615 kvinder i mediebranchen havde støttet hende.

Støtten var umiddelbart efter på dagsordenen i 'Presselogen', hvor Jens Gaardbo sad ved roret. TV 2's ledelse havde forinden erklæret alle førnævnte kvindelige underskrivere inhabile i dækningen af sagen – heriblandt 'Presselogen'-vært Miriam Zesler.

Medværtens såkaldte inhabilitet italesatte Jens Gaardbo i programmet, og det vakte vrede. Det samme gjorde de spørgsmål, han stillede sin chef Mikkel Hertz. De var ikke kritiske nok, lød det.

Kritikken var så voldsom, at Jens Gaardbo trak stikket fra programmet. Snart blev hans lys på TV 2 endegyldigt slukket.

I december blev han som den første prominente profil fyret som følge af sexismeundersøgelsen.

Det var i årene som stationens nyhedschef fra 1997 til 2003, at Jens Gaardbo menes at have udvist dårlig dømmekraft over for kvinder. Desuden er fire andre medarbejdere – deriblandt Jes Dorph-Petersen – også stoppet som følge af undersøgelsen.

Om Gaardbos fyring har medieforsker, ph.d. Søren Schultz Jørgensen sagt til Politiken:

»Gaardbo er ikke bare et symbolsk offer. Vi har at gøre med en person, der i årevis om nogen var TV 2's ansigt udadtil. Han var Danmarks Mr. News. En moderne og charmerende tv-vært, der forvandlede dansk nyhedsformidling med et glimt i øjet.«

Pernille Gaardbo og Jens Gaardbo sammen i 2005. Foto Ole Bjørk
Pernille Gaardbo og Jens Gaardbo sammen i 2005. Foto Ole Bjørk Foto: Ole Bjørk
Vis mere

Selv har Gaardbo kommenteret sin afsked med følgende ord:

»Det er ganske vist længe siden, og tiden var en anden. Men jeg er enig i, at der var eksempler på dårlig dømmekraft, og at jeg i visse tilfælde opførte mig forkert. Det var ikke i overensstemmelse med den værdighed, der bør være i jobbet som leder – eller i jobbet som et af stationens ansigter udadtil.«

Jens Gaardbo var TV 2's Mr. News og kendt som 'ham med Otto Leisner-håret', som hans kommende ekskone, Pernille Gaardbo, har fortalt i TV 2 Charlie-programmet 'Kendisfamilier'.

I tre sæsoner har seerne kunnet følge livet i familien Gaardbo. Også i sidste sæson, hvor Pernille og Jens Gaardbo måtte sige farvel til den yngste søn Gustav, der flyttede hjemmefra.

Familien Gaardboe ved det Internationale Melodi Grand Prix 2014 i København. Pernille Gaardbo var ansvarlig for showet.
Familien Gaardboe ved det Internationale Melodi Grand Prix 2014 i København. Pernille Gaardbo var ansvarlig for showet. Foto: Betina Garcia
Vis mere
Eurovision 2014

I programmet spørger han sin kone, om hun mon vil kompensere savnet af sønnen ved at bruge mere energi på familiens hund. Han tilføjer:

»Du kan også vælge at donere den til mig – kærligheden.«

Det står uklart, hvad svaret til hendes mand var, men fakta er, at Pernille og Jens Gaardbo nu også flytter hjemmefra. Hver for sig.

Han lukker dørene til sit 24-årige ægteskab. Nøjagtig som han nu for evigt har lukket dørene på Kvægtorvet bag sig.

Tv-manden er ramt på alle fronter. Men det er i krisetider, at nordjyden i ham slår til. Som han tidligere har sagt til Nordjyske:

»Jeg har en teori om, at de fysiske omgivelser, vi er vokset op i, sætter spor i sindet. Jeg er temmelig bevidst om det. Og jeg kan mærke den der ro, som vendelboen får, når helvede bryder løs. Jeg kan godt være temmelig panisk over for små kriser, men når der er store kriser, bliver jeg iskold.«