Hvis man er vant til at tænde for fjernsynet på DR1 om aftenen for at se 'Aftenshowet' med Lise Rønne, skal man til at finde andre vaner.

Tv-værten har valgt at stoppe som vært på programmet.

Det fortæller hun på Instagram.

'Jeg kommer til at nyde den næste tid på mit elskede Aftenshowet lidt ekstra, for om et par måneder er det slut,' skriver Lise Rønne.

Hun oplyser samtidig, at hun ikke ved, hvad det næste kapitel i livet bringer, udover at hun har tænkte sig at læse lidt mere på universitetet.

'Jeg ser, om noget griber mig - om ikke andet gør nogen, for nu skal jeg have en hverdag med kæreste og unger uden aftenvagter, og det er så mega optur. Det hele bliver godt,' skriver hun.

Det er ikke nogen hemmelighed, at hun har tænkt sig at læse mere på universitetet.

I et interview med B.T. fortalte hun i august, at hun skal læse litteraturanalyse. Her fortalte hun, at det var planen at være vært på Aftenshowet på deltid og samtidig læse på deltid.

»Det her, det vil jeg SÅ gerne. Jeg kan ikke huske, at jeg har glædet mig så meget til noget i længere end et årti,« sagde hun dengang om sit studie.

Hun har været en del af Aftenshowet siden 2007.

Derudover har hun også været vært på X Factor i 2008, 2009, 2011 og 2012.

Hun har ligeledes været vært på Dansk Melodi Grand Prix to gange, og i 2014 var hun vært på Eurovision Song Contest sammen med Pilou Asbæk og Nikolaj Koppel.