Lise Rønne elsker at læse. Hun elsker det faktisk så meget, at hun nu vil dykke endnu længere ned i bøgerne.

»Jeg skal læse litteraturanalyse på universitet,« siger hun, da B.T. møder hende i DR Byen.

Det betyder heldigvis ikke, at vi skal undvære hende i 'Aftenshowet'.

»Jeg skal være deltid på 'Aftenshowet' og studere på deltid,« forklarer hun.

Og det var ikke en svær beslutning for hende. Hun har altid elsket literaturen, og nu skulle det altså være. I en alder af 40 år.

»Det her, det vil jeg SÅ gerne. Jeg kan ikke huske, at jeg har glædet mig så meget til noget i længere end et årti,« siger hun.

Med to deltidsjob vil Lise Rønne formenlig have samme mængde tid med sin familie, men hun har selvfølgelig fået en ny kontrakt, så pengen bliver lidt mindre.

Det tror hun dog ikke, bliver et problem.

Og hun har heller ingen planer om at skulle have SU.

»Med et job på Aftenshowet, så skal man nok ikke søge om SU,« siger hun.

Lise Rønne kunne mærke, at læsningen var blevet så omfattende en hobby for hende, at hun måtte gøre noget mere ved det.

»Jeg har aldrig set en serie på Netflix – jeg læser,« siger tv-værten, der bor sammen med sine tre børn og partneren, Mikkel Lucas Overby.

Hun læser morgen, middag og aften – hver eneste gang hun har et lille hul.

»Jeg afleverer mine børn 10 minutter før tid, så jeg kan sidde på togstationen og læse,« siger hun for at understrege, at hun faktisk læser i næsten al sin fritid.

Der ligger altid en bog i hendes taske.

Hun har specielt en kærlighed til klassikerne.

»Den bog, jeg har ædt mig hurtigst igennem, er Karl Ove Knausgård med 'Min Kamp.' Det er et mesterværk,« siger hun og fortsætter:

»Jeg læste den, lige da jeg havde født, og alt var kaos - men alligevel læste jeg den i alle mine ledige huller.«

Hun vil anbefale alle at læse den.

I efteråret skal hun være vært på et nyt program, hvor danske musikere skal forsøge at skrive musik til store danske digteres tekster.