Den tidligere Backstreet Boys-stjerne Nick Carter er så rædselsslagen for sin lillebror, popsangeren Aaron Carter, at han har fået polititilhold mod ham.

Aaron Carter fylder meget i det amerikanske mediebillede lige nu, fordi han er stået frem og har fortalt om sine psykiske sydomme, der tæller blandt andet skizofreni og personlighedsspaltning.

Samtidig har han købt stort ind af våben og ejer nu mindst to fuldautomatiske rifler og en 9mm pistol, skriver TMZ, der også kan afsløre, at han angiveligt har truet Nick Carters kone på livet.

Mediet har fået adgang til polititilholdet, der er midlertidigt, og dikterer, at Aaron Carter ikke må nærme sig Nick Carter, dennes gravide kone og andre familiemedlemmer, som bor i Las Vegas.

Aaron Carter har gennem længere tid interesseret sig for våben. Her ses han i en våbenbutik i byen Lancaster, Californien, hvor han efter sigende købte adskillige automatrifler. (Foto: Scanpix/TMZ/Backgrid)
Aaron Carter har gennem længere tid interesseret sig for våben. Her ses han i en våbenbutik i byen Lancaster, Californien, hvor han efter sigende købte adskillige automatrifler. (Foto: Scanpix/TMZ/Backgrid) Foto: TMZA
Vis mere

Ifølge TMZ har Nick Carter sagt til pressen, at broren har truet med at slå Backstreet Boys-stjernens kone og ufødte barn ihjel. En trussel som både han og politiet tager særdeles alvorligt.

Politiet har to gange inden for en måned stormet Aaron Carters hjem, og senest prøvede ordensmagten uden held at få ham tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital, skriver TMZ.

Aaron Carter har allerede kommenteret brorens beskyldninger på Twitter natten til onsdag, og han stiller sig meget uforstående over for, at han skulle gå med planer om at myrde nogen.

Han benægter alt om, at han har truet sin familie, og skriver samtidig, at han aldrig mere vil snakke med Nick Carter, som han i forvejen ikke har set i fire år. Men det er ikke det hele.

I deres storhedstid var Nick (t.v.) og Aaron Carter nogle af verdens største popstjerner. Her er de fotograferet i 2006, da de stadig var på talefod. (Foto: Scanpix/REUTERS/Fred Prouser)
I deres storhedstid var Nick (t.v.) og Aaron Carter nogle af verdens største popstjerner. Her er de fotograferet i 2006, da de stadig var på talefod. (Foto: Scanpix/REUTERS/Fred Prouser) Foto: FRED PROUSER
Vis mere

Aaron Carter går til hårdt modangreb på sin bror tidligt onsdag morgen, dansk tid, og beskylder ham i en længere Twitter-rant for at voldtage mindreårige.

»Hvorfor fik min bror ikke tilhold mod en pige, som politianmeldte ham for voldtægt,« tweeter han.

Nick Carter er flere gange blevet beskyldt for seksuelt overgreb, men er aldrig blevet kendt skyldig. Senest, i 2018, stod sangeren Melissa Schuman frem med anklager om, at han voldtog hende i 2003, da hun var 18 år gammel og jomfru. Sagen kunne imidlertid ikke prøves i retten, da forældelsesfristen er 10 år.

16. oktober skal en dommer tage stilling til, om Nick Carters tilhold mod Aaron Carter skal gøres permanent.