Phil Collins satte i programmet 'BBC Breakfast' torsdag morgen ord på sin fremtid.

Efter bekymrede fans længe havde spekuleret i, at hans helbred gik den forkerte vej, så valgte han at adressere det.

Den 70-årige solomusiker, men også forsanger og trommeslager i bandet Genesis, fortalte, at han ikke længere er i stand til at spille trommer. Det skriver DailyMail.

»Jeg ville meget gerne, men jeg kan næsten ikke holde en trommestik med denne hånd,« siger han og viser sin venstre hånd.

Rhil Collins var en af de mest succesfulde artister fra 80erne. Han fik sit gennembrud som soloartist i 1981 med albummet 'Face Value,' hvor særlig sangene 'The Air Tonight' og 'If Leaving Me Is Easy' tog verden med storm.

Stjernens helbredsproblemer er veldokumenteret i offentligheden de seneste år.

Han er blevet set bruge kørestol efter at have gennemgået en rygoperation som følger af et fald på sit badeværelse i 2017 – herefter er det kun gået den forkerte vej med mobiliteten.

Desuden blev han i 2009 opereret for en forskubbet ryghvirvel i den øverste del af nakken. Den opstod, da han spillede trommer under en tour med Genesis i 2007. Det medførte en lang periode, hvor han ikke kunne tromme og blev opereret flere gange. Han mistede følelsen i sine finge og førligheden i sine arme.

Alle var derfor meget glade, da han i 2016 annoncerede, at han var tilbage. Desværre varede det ikke for evigt. Han fortæller til 'BBC Breakfast', at han tvivler på, han nogensinde kommer ud på tour igen.