»Hvorfor har en sød kvinde som dig ikke en kæreste?«

Et spørgsmål, man aldrig må stille. Hvorfor? Fordi det gør ondt!

Mange er nok stødt på det lidt kontroversielle spørgsmål: »Skal du ikke snart have et barn?« Men den ytring har en endnu ledere og værre stedsøster – nemlig hvorfor man ikke har en kæreste.

Det mener journalist og tv-vært Petra Nagel i hvert fald. Det skriver hun i sin bog 'Ting, jeg har lært, da det var for sent – en feltguide til voksenlivet'.

Inden Petra mødte sin kæreste, Asbjørn Munk, var hun single i cirka fem år, hvor hun – ifølge sig selv – »kagede rundt« i mænd, sprut og ensomhed. Hun blev i tvivl, om hun nogensinde ville finde en mand, eller om hun ville blive hende, »der aldrig nåede toget«.

Og i den årrække mærkede hun på egen krop, hvor upassende og sårende 'singlespørgsmålet' er.

»Du må jo kraftedeme ikke spørge en bekendt, en kusine, din nabo eller din faste fysioterapeut, hvorfor de ikke har en kæreste,« skriver hun i bogen.

Ifølge Petra Nagel er problemet med spørgsmålet, at de, der spørger, gør sig til dommer over, hvad det gode liv er.

»Og yes, jeg ønskede mig inderligt en kæreste, men det er egentlig sagen uvedkommende, fordi den underliggende præmis for spørgsmålet: 'Hvorfor har du egentlig ikke en kæreste', bliver, at der er noget, der er federe end det liv, du lever nu, og det er at have en kæreste eller partner.«

Det skriver hun i feltguiden og pointerer endnu en grund til, at man ikke stiller spørgsmålet:

»Fordi hvis man selv havde et svar på det spørgsmål, så kunne være, at tingene så en del anderledes ud. Eller måske fordi man ønsker ikke at være i et forhold. Har du tænkt på, at det faktisk godt kan være tilfældet?«

Hvis du spørger Petra Nagel, så er der kun få undtagelser fra reglen.

Eksempelvis hvis man er den partner, vedkommende har forladt eller er i forhold med, og undrer sig over, at man er blevet valgt fra. Eller hvis man er fortrolige og ægte venner, skriver hun.

Og for alle andre, der spørger, føles det bare som at få drysset salt i såret.

»Og selvom jeg rigtig gerne ville have en kæreste, så er følelsen af ikke at være god nok i forhold til gennemsnittet og deres måde at leve på jo bare et ekstra donk oven i nødden. For vi skal nok sørge for at fortælle os selv, at det jo nok også er vores egen skyld, at vi støder de gode og søde mænd fra os, og at vi dybest set ikke fortjener en mand,« skriver Petra Nagel og fastslår:

»Det behøver man ikke en velmenende idiot til at gøre for sig.«

Petra Nagel og Asbjørn Munk har sønnen Pelle Emil på tre år og datteren Rosa fra marts i år. Hun holder i øjeblikket barselsorlov fra 'Go' aften live', som hun er vært på.