Peter Warnøe er blevet politianmeldt for at have taget ulovlige aktionærlån i flere af sine egne virksomheder.

Han har trukket sig midlertidigt fra sin direktørpost i virksomheden Nordic Eye, og så har han trukket sig fra tv-programmet 'Løvens hule', men der er også andre steder, sagen kan have effekt.

For Peter Warnøe har nemlig igennem årene været en nær ven af kronprins Frederik, men der er en grænse for, hvem kongehuset kan tillade sig at omgås.

»Peter Warnøe har anbragt sig selv i køleskabet – hvis ikke frysehuset. Man kan jo ikke have en mand, der ikke kan finde ud af, hvad man må og ikke må, på sådan nogle elitære områder. Der kommer det til at koste ham noget. Det gør det virkelig,« siger kongehusekspert Søren Jakobsen.

Peter Warnøe har igennem årene været på skiferier med de kongelige, og kronprinsparret har også flere gange lånt hans skihytte i Veiber i Schweiz, og de har også været set ude i sociale sammenhænge. Peter Warnøe har desuden været med, når der er blevet holdt barnedåb for et af kronprinsparrets fire børn.

Sebastian Olden-Jørgensen, som er historiker og ligeledes ekspert i kongehuset, fortæller, hvad risikoen for Peter Warnøe kan være i forhold til hans venskab med de kongelige.

Han mener, at Warnøes situation afhænger af en eventuel domfældelse.

»Det kommer an på, om han bliver dømt. Det er en konkret vurderingssag, som er afhængig af forbrydelsen,« siger han og uddyber:

Peter Warnøe med Rose Gad, da de ankommer til tvillingernes barnedåb.
Peter Warnøe med Rose Gad, da de ankommer til tvillingernes barnedåb. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

»Hvis kongehuset vurderer, at der er en forarget folkestemning, så kan det være, de mener, han skal lægges på køl. Eventuelt i en periode,« siger Olden-Jørgensen.

Han forklarer, at han har svært ved at forestille sig, at man ville se et offentligt brud, hvor kongehuset går ud og melder ud, at de ikke vil have kontakt med Peter Warnøe mere. Det vil formentlig være et fravær, man ville observere. At Peter Warnøe ikke bliver inviteret til arrangementer længere.

Peter Warnøe blev oprindeligt en velhavende mand, da han startede og senere solgte it-virksomheden Complet Data.

Han vakte desuden opmærksomhed, da han solgte sin kæmpevilla på 540 kvadratmeter i 2016. Den ligger på Taarbæk Strandvej i Klampenborg, og der blev betalt en svimlende sum på 65 millioner kroner. Det var det dyreste salg af en villa det år.

Warnøes venskab med kongefamilien går langt tilbage, og han har været med på eksempelvis jagter arrangeret af Kronprinsen. Derudover var det Peter Warnøe, som i sin tid skaffede Kronprinsessen job ved Microsoft, da hun først kom til landet, skriver Billed-Bladet.

Peter Warnøe blev under finanskrisen hårdt ramt, inden hele sagen om hans lån i egne virksomheder for alvor begyndte at køre.

»Finanskrisen i 2008 ramte mig hårdt, og det var især mine investeringer i ejen­dom­me, der gav udfordringer. Jeg fik fire dage til at indbetale 45 mio. kr.,« har han tidligere denne sommer udtalt til Børsen.

B.T. har forsøgt at få fat i kongehuset og Peter Warnøe for en kommentar, men det er ikke lykkedes.