Peter Warnøes 'midlertidige orlov' som direktør i venturefonden Nordic Eye er blevet til en permanent en af slagsen.

Den 56-årige erhvervsmand trak sig i september midlertidigt som administrerende direktør i virksomheden, som han i sin tid selv var med til at stifte.

Efter flere måneders usikkerhed kan Børsen nu afsløre, at han ikke vender tilbage.

Det fremgår angiveligt af to mails, som fondens nye formand, Niklas Holck, har sendt til en lang række af Nordic Eyes i alt cirka 170 private investorer.

E-mails, som Børsen har fået indsigt i.

Ifølge mediet står der, at det er rod i Warnøes bilag, som Nordic Eye-selskaberne har betalt, der har medført, at han nu er færdig som direktør.

Michael Tandrup, som har været fungerende direktør, siden Peter Warnøe gik på tvungen orlov, overtager stillingen permanent.

Peter Warnøe blev tvunget på orlov, efter at Børsen afslørede, at han i en årrække på ulovlig vis har hævet millioner af kroner i flere af sine selskaber som ulovlige aktionærlån.

Ifølge mediet noterede erhvervsmandens revisor hele 14 gange ulovlige aktionærlån, som samlet løb op på et beløb på over 20 millioner kroner.

Peter Warnøe erkendte efterfølgende lovbruddet og forklarede, at det skete af nød, da hans tyske midler var indefrosset som følge af en dansk skattesag og tysk retssag.

Selvom Peter Warnøe er færdig som direktør, er han ikke helt ude af fonden.

Han fortsætter nemlig som founding partner og såkaldt chief investment officer, skriver Børsen, der har fået informationen bekræftet af formand Niklas Holck.

'Nordic Eye vil gøre det bedre end gennemsnittet, og derfor er Peter så vigtig,' skriver formanden til mediet.