Peter Ingemann har fået corona.

Det bekræfter den 48-årige tv-vært overfor B.T. på sms, da han »ikke har overskud til interview«.

»Det har været en hård omgang. Feber, migræne, helt afsindig kvalme. Troede det skulle være en walk in the park og havde egentlig glædet mig til at få lidt coronaimmunitet oveni de tre vaccinestik, jeg har. Men lige nu synes jeg ikke, det er skidegodt,« forklarer Peter Ingemann.

Han fik tirsdag konstateret coronasmitte, men det går allerede bedre nu, fortæller han, selvom han fortsat er sengeliggende.

Heldigvis kolliderer Peter Ingemanns coronaisolation i hjemmet i jyske Svejbæk ikke med arbejdet.

»Det kunne ikke være kommet mere belejligt. Jeg har lige afsluttet den sidste færdiggørelse af 'Kongerækken' i fredags og begynder optagelse til en ny serie i uge 8. Som jeg skrev til min chef: »Det er timet som et schweizerur',« forklarer TV 2-værten om sit aktuelle program 'Ingemann og Kongerækken'.

Onsdag delte Peter Ingemann ligeledes et opslag på Instagram, hvor han viser et billede fra coronaisolationen i sit soveværelse.

»Det er sgu en slem omgang – troede det skulle være mildt, men det er ligesom en hård influenza,« skriver den 48-årige tv-vært.

Heldigvis har virussen ikke ødelagt hans vanlige gode humør.

Peter Ingemann joker nemlig i opslaget med, at symptomerne pludselig bliver værre, når hans kone er til stede.

Peter Ingemann og hustruen Trine Ingemann.
Peter Ingemann og hustruen Trine Ingemann. Foto: Johnny Wichmann / BILLEDBYROET
Vis mere

Så Trine Ingemann bliver sendt i byen for at pleje sin »meget søde, meget syge« mand.

»Når konen er i nærheden, er det endnu værre, nærmest sammenlignelig med den sorte død i middelalderen. Heldigvis har jeg Gurli Gris til at holde mig varm og i dag fik vi (altså Gurli og jeg) overtalt konen til at bage boller og komme med danskvand og cola …. kaffe,« skriver Peter Ingemann, der også bemærker, at to øl til ham og tegneseriefiguren er næste ønske på listen, når konen vender tilbage fra træning.

Overfor B.T. forsikrer tv-værten med et glimt i øjet, at hans kone »ikke lider overlast«.

»Hun går jo på arbejde, og jeg er overladt til mig selv det meste af dagen. Men hun er meget sød til at tage sig af mig – og hun bagte faktisk boller! Jeg elsker bare at drille hende lidt, men hun overhører mig desværre bare, så det er faktisk min mor, jeg driller. Hun synes, hendes søn er en værre en, og siger: 'Fy min søn, nu opfører du dig ordentligt',« fortæller Peter Ingemann med et grin.

Sammen har Trine og Peter Ingemann to døtre, 17-årige Marie og 21-årige Caroline.

Andre læser også