Mange mennesker er pressede under coronakrisen, og det gælder ikke mindst de familier, hvor vold er en del af hverdagen.

Nu deler sangerinde Pernille Rosendahl en videobid af sin søster, som har information til netop den målgruppe.

Christina Rosendahl, der selv er en kendt filminstruktør, fortæller, hvad man skal gøre, hvis man er fanget i corona-isolation med en voldelig ægtefælle.

Søstrene kender selv til, hvor alvorlig og skræmmende en situation, det er, at leve med vold i familien. De voksede nemlig op med en far, som bankede deres mor, har de tidligere fortalt til DR.

I videobidden, der er delt på Instagram, forklarer Christina Rosendahl, at man kan få hjælp i den svære situation.

»Er du udsat for vold af en partner, eller kender du en, der er, så skal du vide, at du kan tage kontakt til Danners krisecenter,« lyder det i starten af videoen, og Christina Rosendahl uddyber:

»Rigtig mange der er udsat for vold, de har det endnu sværere lige nu. Jeg kender Danner, og det, de fortæller mig, er, at der sidder rigtig mange kvinder, der enten ikke tør eller har mulighed for at række ud efter hjælp.«

Filminstruktøren fortæller videre, at selvom man ikke er i en situation, hvor man kan række ud lige nu, så skal man vide, at hjælpen er der.

Også til man eventuelt finder en lejlighed til at søge hjælp.

Den alvorlige situation med den smitsomme virus, der har lukket store dele af landet ned, har forårsaget et øget pres på krisecentre.

Derfor lovede Astrid Krag, social- og indenrigsminister, også 4. april, at man skaffer 55 nye senge til de udsatte.

For det er voldsomt, når der udøves vold i hjemmet. Christina Rosendahl har tidligere fortalt, at hun ikke kan huske en tid, hvor hendes far ikke var voldelig, mens han levede sammen med dem.