Rygterne har floreret.

Det er en ny og yderst omtalt dokumentar om hendes afdøde far, poplegenden Michael Jackson, der har sat fut i spekulationerne.

Nu maner den 20-årige datter, Paris Jackson, dog rygterne til jorden.

'Der er ingen (personlig, red.) nedsmeltning, jeg har ikke mistet grebet og er ikke krævende over for nogen. Tro venligst ikke på, hvad du læser,' lyder det bl.a. fra Paris Jackson på Twitter.

I den nye dokumentar om Michael Jackson, der døde i juni 2009, står to voksne mænd frem og beskriver i detaljer, hvordan de som børn oplevede at blive misbrugt af 'Kongen af Pop'. Dokumentaren 'Leaving Neverland' havde for nylig premiere på filmfestivalen 'Sundance' i Utah i USA.

Det er de samme beskyldninger, som har ført til rygterne om, at Paris Jackson skulle være gået ned med flaget. Hvilket hun altså afviser. På Twitter understreger hun, at hun aldrig har været så sund og glad, som hun er i dag.

Beskyldningerne i den fire timer lange og kontroversielle dokumentar er også blevet afvist af blandt andre advokater for boet efter Michael Jackson.

»'Leaving Neverland' er ikke en dokumentar. Det er en slags  tabloidt karaktermord, som Michael Jackson blev udsat for gennem sit liv og nu også i døden. Filmen taget fat i ubekræftede påstande om noget, der angiveligt skete for 20 år siden, og behandler det som fakta,« lyder det blandt andet i en udtalelse.

ARKIVFOTO fra 1988.
ARKIVFOTO fra 1988. LUKE FRAZZA

Ikke desto mindre fastholder de i dag to voksne mænd i dokumentaren, 36-årige Wade Robson og James Safechuck på 40, at de som børn blev udsat for seksuelt misbrug af Michael Jackson.

De hævder, at overgrebene skete fra de var henholdsvis syv og 10 år. Som børn var de begge store fans af sangeren, og de drømte begge om at blive til noget i underholdningsindustrien.

Fælles for de to mænds historier er, at det første møde med sangeren førte til et øjeblikkeligt venskab, fortæller de i dokumentaren.

Flere billeder af Michael Jackson sammen med de to drenge er kendt af offentligheden, men hvad der skete bag de lukkede døre er der ikke enighed om.