»Jeg kunne virkelig godt lide smykker, så han gav mig smykker som belønning for seksuelle handlinger.«
Sådan lyder blot én af de opsigtsvækkende beskyldninger i den omdiskuterede dokumentar 'Leaving Neverland', hvor to mænd fortæller om, hvordan de angiveligt blev misbrugt af kongen af pop – Michael Jackson.
Fredag havde dokumentaren, der varer fire timer, premiere ved filmfestivalen Sundance.
Udenfor stod politiet klar for at sikre, at alt forløb roligt, i tilfælde af at der ville opstå voldsomme protester mod filmen, og indenfor i lobbyen stod sundhedspersonale klar til at tage sig af de biografgængere, som måtte få det dårligt over de malende beskrivelser af det påståede seksuelle misbrug af mindreårige drenge.
Det skriver det amerikanske medie USA Today.
I ugerne op til premieren har advokater for boet efter Michael Jackson taget skarp afstand fra dokumentaren, ligesom man benægter alle påstande, der bliver fremsat i den:
»'Leaving Neverland' er ikke en dokumentar. Det er en slags tabloidt karaktermord, som Michael Jackson blev udsat for gennem sit liv og nu også i døden. Filmen taget fat i ubekræftede påstande om noget, der angiveligt skete for 20 år siden, og behandler det som fakta,« lyder det blandt andet i en udtalelse.
I dokumentaren bliver der sat fokus på to mænd: Wade Robson, der i dag er 36 år, og James Safechuck på 40.

De påstår begge, at de blev udsat for seksuelt misbrug af Michael Jackson – fra de var henholdsvis blot syv og 10 år. På det tidspunkt var de begge store fans af sangeren, og de drømte begge om at slå igennem i underholdningsbranchen.
Wade mødte første gang Michael Jackson, efter han havde vundet en dansekonkurrence under sangerens 'Bad'-turné, mens James mødte ham, da de begge medvirkede i den samme Pepsi-reklame.
Fælles for de to mænds historier er, at det første møde med sangeren førte til et øjeblikkeligt venskab.
Der blev i årene efter taget flere billeder af sangeren sammen med drengene, og deres venskab var aldrig hemmeligt. Men hvad der skete, når dørene blev lukket, er de ikke enige om.
Ifølge James blev deres venskab seksuelt, efter Michael Jackson angiveligt lærte ham at masturbere. I filmen forklarer James, at det for Michael Jackson var en måde, de kunne komme tættere på hinanden. Det var det, som James beskriver som et 'seksuelt parforhold', når de to blev ladt alene sammen. Det skriver The Guardian.
De to kunne angiveligt overnatte på samme hotelværelse, mens James' mor – som ikke vidste noget om, hvad der foregik – havde fået et værelse på en anden etage, så hun ikke skulle opdage, hvad der foregik.
Derudover hævder James, at Michael Jackson fortalte ham, en dag, da han vågnede, at han havde udført oralsex på drengen, mens han sov. Han påstår også, at sangeren fortalte ham, at kvinder var onde, og at hans mor var led. Alt sammen i et forsøg på at skubbe drengen væk fra sin familie og tættere på Jackson selv.
Samtidig hævder Wade i dokumentaren, at misbruget for ham begyndte, da han sammen med sin familie besøgte Neverland – den store ranch, som Michael Jackson fik bygget. Sangeren fik angiveligt overbevist Wades mor om, at de to sagtens kunne være alene sammen, og Wade tilbragte derfor fem dage sammen med Jackson, som udsatte ham for både analt og oralt misbrug.

Også Wade hævder, at Jackson forklarede, at man ikke kunne stole på kvinder, mens han advarede om, at de begge kunne ryge i fængsel, hvis nogen fandt ud af, hvad de lavede sammen.
I et af klippene i dokumentaren fortæller James desuden, at Michael Jackson på et tidspunkt skulle have holdt et 'falsk bryllup' for de to, hvor sangeren blandt andet gav den unge dreng en vielsesring. En ring, som han stadig har den dag i dag.
Det var derudover en tradition, at Jackson gav ham smykker som belønning for seksuelle handlinger, hævder han.
»Det er stadig svært for mig ikke at give mig selv skylden,« fortæller James ifølge The Guardian.
Wade Robson og James Safechuck har ifølge USA Today begge tidligere lagt sag an mod boet efter Michael Jackson, i henholdsvis 2013 og 2014, men en dommer afviste dengang søgsmålene.
Michael Jackson blev i 2005 tiltalt for pædofili. Samme år blev han frifundet.
Bag dokumentaren står instruktøren Dan Reed, som også har stået bag dokumentarer som 'The Valley', 'Terror in Mumbai' og 'The Paedophile Hunter'. Den vil blive vist på HBO til foråret i to afsnit af to timer .
Michael Jackson døde af et hjertestop 25. juni 2009. Han blev 50 år.