»Den må have siddet og trykket på et eller andet. Noget er ændret inde i mig, efter den tumor er kommet ud.«

Sådan lød ordene fra Paprika Steen i podcasten 'Det sidste måltid' på Radio4 i september.

Den folkekære skuespiller henviste til den tumor i hovedet, hun fik opereret ud tidligere på året. Nu fortæller hun uddybende, hvad det var, der føltes forandrende.

»Det, jeg sagde, var, at jeg synes, jeg følte mig lidt anderledes. Det var nok bare noget, jeg troede. Det var taget ud af en sammenhæng. Jeg sagde, det var en følelse af, at der var sket et eller andet.«

Paprika Steen til gallapremieren på komedien "Retfærdighedens ryttere" i Imperial i København onsdag den 18. november 2020.
Paprika Steen til gallapremieren på komedien "Retfærdighedens ryttere" i Imperial i København onsdag den 18. november 2020. Foto: Emil Helms
Vis mere

»Men jeg vidste ikke hvad. På den måde er det ikke så konkret,« fortæller Paprika Steen i dag til B.T. om meningen med det, hun sagde dengang i radioen.

Og på en måde kan Paprika Steen heller ikke helt konkret forklare det i dag. Men i bund og grund tror hun, at hun i virkeligheden har følt det, som alle andre også ville gøre i en eventuel lignende situation.

»Når der sker en stor ting i dit liv, som handler om dit helbred. Så tror jeg alle mennesker har en eller anden følelse af, at når det er overstået, og du er kommet ud af det, så sker der et eller andet med dig.«

»Jeg føler mig mere grounded. På en eller anden mærkelig måde,« lyder den positive melding fra Paprika Steen oven på operationen.

Paprika Steen fortalte første gang om sin tumor tilbage i marts i år. I september 2019 kunne hun pludselig ikke se ud af venstre øje. Et hurtigt besøg hos øjenlægen førte hende til Glostrup Sygehus, hvor hun gennemgik adskillige undersøgelser, før beskeden lød, at det manglende syn skyldtes en tumor.

Tumoren var på størrelse med et hønseæg, fik hun af vide.

Men når hun tænker tilbage på forløbet i dag, er hun lykkelig over, at det trods alt ikke gik værre for sig.

»Jeg havde den i hovedet – og ikke i hjernen. Hvis du har en tumor i hjernen, så kan den jo gå ind og trykke på talecentre. Jeg havde den i hovedet, og det vil sige, jeg var heldig,« forklarer Paprika Steen afslutningvis.