Et nyt interview med Pamela Anderson vækker opsigt.

Ikke kun, fordi det er første gang, at 'Baywatch'-stjernen medvirker i et interview, siden hun på overraskende vis i slutningen af januar pludselig afslørede, at hun var blevet gift med sin livvagt, men også, fordi interviewet er en smule bizart.

Under hele interviewet ligger 53-årige Pamela Anderson nemlig under dynen i sin seng og putter med sin nye ægtemand, Dan Hayhurst. Det skriver Fox News.

Interviewet, som flere finder så mærkværdigt, at de har spekuleret i, hvorvidt parret var berusede under interviewet, fandt sted i forbindelse med et indslag til det britiske talkshow 'Loose Woman'.

Screenshot fra interviewet, som kan ses i playeren øverst oppe.
Screenshot fra interviewet, som kan ses i playeren øverst oppe.
Vis mere

Og hvis man ser interviewet, tyder det da heller ikke på, at talkshowets værter var klar over, at de ville se en sengeliggende Pamela Anderson.

»Pamela, du har tidligere sagt, at du føler dig hjemme, når du ligger i armene på den mand, du elsker, men vi havde altså ikke troet, at vi rent faktisk skulle se dig ligge i armene på manden, du elsker,« siger den ene af værterne.

»Jamen, vi har ikke forladt sengen siden juleaften,« svarer Pamela Anderson tilbage og henviser til, at juleaften var den dag, at parret blev gift.

I interviewet fortæller hun også detaljer fra brylluppet, som ifølge hende foregik privat på grund af coronarestriktionerne.

Hun fortæller samtidig, at parret havde inviteret nogle indfødte amerikanere til at komme og udføre en ceremoni til brylluppet, således at hun og hendes nye ægtemand kunne 'få fjernet alle deres indre dæmoner'.

Interviewet har som nævnt tidligere i artiklen vakt en del opsigt på sociale medier, hvor kommentarerne er strømmet ind.

Se nogle af kommentarerne herunder:

  • Om de er fulde eller midt i at knalde, ved jeg simpelthen ikke, skriver en bruger.
  • Hvad fanden sker der for Pamela Anderson i 'Loose Woman'? skriver en anden.
  • Jeg er ked af det, men Pamela Anderson og hendes ægtemand i sengen er ikke passende. Var der andre end mig, der krummede tæer, da de så det?« spørger en tredje.
  • Pamela Anderson i 'Loose Woman' er måske det pinligste øjeblik i tv i 2021, lyder det fra en fjerde.
  • Det var så tåkrummende, at jeg måtte skifte kanal, skriver en femte.

Fox News har forsøgt at få en kommentar fra Pamela Anderson og 'Loose Woman' i forbindelse med de mange kommentarer på sociale medier om interviewet, men ingen af parterne er vendt tilbage på mediets henvendelser.

Du kan se hele interviewet med Pamela Anderson i playeren øverst oppe.