Hertuginde Meghan fik en smule uønsket opmærksomhed, da hun overværede veninden Serena Williams tenniskamp til Wimbledon forleden.

Hun brugte blandt andet sin livvagt til at bede folk om at stoppe med at tage billeder af hende, angiveligt fordi hun var til den ikoniske turnering som privatperson. Det skuffer skuespiller Tatum O'Neal.

»Hvis du tænker på prinsesse Diana, var hun meget inkluderende. Hun afviste aldrig nogen. Og jeg havde virkelig håbet, at Meghan var den næste 'prinsesse Diana',« siger den amerikanske skuespiller i Good Morning Britain ifølge the Sun.

Den i dag 55-årige Tatum O'Neal var i 1974 den yngste skuespiller, der har modtaget en Oscar.

Det gjorde hun for filmen 'Paper Moon', hvor hun spillede over fors isn far. På daværende tidspunkt var hun kun 10 år gammel.

»Det virker til, at det hele skal handle om hende. Det er virkelig skuffende.« konstaterer O'Neal.

Hun synes, det er plat, at hertuginde Meghan fik sin livvagt til at bede folk om at stoppe med at tage billeder af hende til den meget offentlige tenniskamp.

Skuespilleren er en ud af flere, der har rettet kritik mod Hertuginden af Sussex efter tenniskampen.

Den britiske tv-vært Piers Morgan skød også med skarpt forleden i samme talkshow.

»Hvis du vil være privat, så tag tilbage til Amerika og vær privat,« udbrød han.

Han mener, at hun snart må finde ud af, hvad hun vil gøre af sig selv, når hun bevæger sig ud i offentligheden.

»Ærligt talt, det er en joke. Du er nødt til at finde ud af, hvad du vil. Vil du være offentlig eller privat person?«