Ole Henriksen er kendt for sit høje humør og smittende smil. Men han er ikke bange for at lade tårerne strømme. Det viste sig tydeligt, da B.T. mødte ham i forbindelse med hans 70-års fødselsdag.

Smilet er blændende, og skjorten er farverig, da en morgenfrisk Ole Henriksen byder indenfor i sit hus i Los Angeles. I spisestuen er hans husholderske gennem 35 år ved at gøre rent, og fra baghaven høres lyden af håndværkere, der er ved at ombygge husets terrasser, som strækker sig i flere plateauer op langs en bjergskrænt.

»Vi har boet her i 20 år, men der er altid en ombygning eller fornyelse i gang et eller andet sted,« griner Ole, der har overstået dagens intense træningsprogram for flere timer siden og nu gør klar til at servere frisklavet kaffe i musselmalede kopper.

»Forandring er altid godt. Uanset alder skal vi aldrig sidde fast i rutinerne. Vi skal udfordre både krop og sind,« fastslog den danske skønhedsguru, der fyldte 70 år 4. maj. Egentlig havde han planlagt at gå på pension ved årsskiftet, men forlængede alligevel sin kontrakt med mastodonten Moët Hennessy Louis Vuitton (LVMH), der købte Ole Henriksen-brandet for 11 år siden.

»Jeg elsker mit job, og det er en gave for mig, at jeg stadig kan bruge min kreativitet og erfaring,« forklarer Ole Henriksen, der også dedikerer meget tid til to velgørenhedsprojekter i Danmark. Det ene projekt kæmper for bedre forhold for Indiens gadebørn, mens det andet har fokus på sårbare unge og sindslidelser.

Svage og udsatte har altid haft en særlig plads hos den succesfulde dansker, der i årtier har bevæget sig hjemmevant i Hollywoods glamour, men også selv har oplevet nedture på sin rejse gennem livet. Som da han som ung homoseksuel blev mobbet hjemme i Nibe, eller da han som ung voksen i Los Angeles levede i et voldeligt parforhold med ekskæresten Harvey, der kort efter skød og dræbte sin nye kæreste, inden han begik selvmord.

»Jeg har altid valgt at tro, at der kan komme noget positivt ud af selv de sværeste perioder. Selvfølgelig er der ting, der skal bearbejdes, men man kan også vælge at skubbe sig selv fremad. Livet handler meget om holdning,« lyder det fra Ole Henriksen.

Når han ser tilbage på sine 70 år, betegner han det som et eventyr, der har budt på mere, end han kunne drømme om. Han understreger igen og igen, hvor taknemmelig han er for sin karriere og for sin mand, Laurence. De mødtes for 37 år siden, og når de opholder sig i samme rum, er omsorgsfulde berøringer og kærlige blikke stadig fast inventar.

Til september har Musikkens Hus i Aalborg premiere på en ny musical om Ole Henriksens liv. Musicalen 'I love it – in Concert' er en moderne 'Den grimme ælling-fortælling om et menneske, der blev ved med at kæmpe trods svære odds. Det er Aalborg Symfoniorkester, der står for musikken. Fredag startede billetsalget, og de første i køen fik kram og kindkys af Ole Henriksen. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017)
Til september har Musikkens Hus i Aalborg premiere på en ny musical om Ole Henriksens liv. Musicalen 'I love it – in Concert' er en moderne 'Den grimme ælling-fortælling om et menneske, der blev ved med at kæmpe trods svære odds. Det er Aalborg Symfoniorkester, der står for musikken. Fredag startede billetsalget, og de første i køen fik kram og kindkys af Ole Henriksen. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Parret veksler imellem at bo i huset i Los Angeles og deres nyistandsatte lejlighed i København, og den varme modtagelse, den ukronede cremekonge mærker fra danskere i alle aldre, når han er hjemme, beskriver han som en stor ære.

»Jeg tager aldrig min succes for givet og er også meget taknemmelig for den økonomiske frihed, jeg har opnået. Uden den havde vi ikke været i stand til at købe to etager i København, rive hele lortet ned og bygge alt op, som vi drømte om,« siger han, men ønsker ikke at afsløre, hvilket beløb han i sin tid solgte sit firma for.

»Jeg ved godt, folk er nysgerrige, men ingen ved en pind om, hvad jeg har. Heller ikke familien,« siger Ole Henriksen, der trods en forkærlighed for dyre ure og lækkert tøj stadig betegner sig selv som mådeholden.

»Jeg har kun brug for en bil, og selvom jeg godt kunne køre i en dyr Bentley, er det ikke noget for mig. Jeg ville føle mig utilpas. Jeg køber ikke ting, bare fordi jeg kan. De ting, jeg køber, skal bruges og nydes, og for mig er det bedste ved at have penge, at jeg kan forkæle min mor, mine brødre og deres børn. Det er skønt at se deres glæde.«

Ole Henriksen fejrede sin fødselsdag med manden Lawrence – og kage.
Ole Henriksen fejrede sin fødselsdag med manden Lawrence – og kage.
Vis mere

Her til sidst… Du er kendt for altid at være i strålende humør, og det har du også været, imens vi har siddet her. Græder du nogensinde?

»Ork ja, jeg græder hele tiden. Hvis jeg bliver rørt over en smuk film eller et dramatisk fotografi. Jeg har lige grædt over en dokumentar om Audrey Hephurn og tv-serien 'Queens Gambit'. Jeg tudbrølede også efter at have hilst på en gruppe handicappede i Aalborg. De var kommet for at se mit show, og at mærke deres livsglæde og overvældende begejstring, da vi krammede bagefter, var så rørende. Se, nu græder jeg igen, bare fordi jeg taler om det,« siger Ole berørt, mens tårerne ganske rigtigt triller.

Han vinder fatningen og smiler igen.

»Man græder jo både ved bryllupper og begravelser. Det er vigtigt at give slip, og det holder jeg aldrig op med.«