»Det er så imponerende, hvor talentfulde de her par er. De kan slet ikke danse til at begynde med, og pludselig lærer de at vrikke med røven.«

B.T. mødte fredag Ole Henriksen til en snak om hans nye show 'The Ole Glow Show', som han lige nu turnérer med i Danmark, men der blev også tid til at tale lidt om den nye sæson af 'Vild med dans'.

Den 68-årige cremekonge har endnu ikke fået set programmet. Det har han desværre ikke haft tid til. Til gengæld har han set de nye par, og dem er han helt vild med.

»Jeg elsker selv at danse. Der er ikke noget bedre end at mærke sig selv,« siger han med et stort smil på læben.

Ole Henriksen fortæller, at han ikke kan leve uden at bevæge sig. Rutsjebaner er han særligt glad for.
Ole Henriksen fortæller, at han ikke kan leve uden at bevæge sig. Rutsjebaner er han særligt glad for. Jeppe Bjørn

Det største smil er nu nok at finde, da han ser billedet af skuespiller Jakob Fauerby og partneren Silas Holst.

»Det er interessant, at der er to mænd, der danser sammen,« siger han.

Han fortæller, at han og ægtemanden Laurence Roberts ofte danser sammen hjemme i Los Angeles.

To andre par, som Ole Henriksen fremhæver, er Neel Rønholt, der danser med Michael Olesen, og Marie Bach Hansen, som har partneren Martin Reichhardt.

Jakob Fauerby og Silas Holst.
Jakob Fauerby og Silas Holst. Martin Sylvest

Da han ser skuespiller Marie Bach Hansen, udbryder han:

»Wauw, Marie ser ekstra godt ud!«

Han spørger, om de danser godt, og B.T.s journalist kan oplyse, at de har fået gode point af dommerne.

»Det kunne jeg fornemme,« siger han.

Marie Bach Hansen og Martin Reichardt.
Marie Bach Hansen og Martin Reichardt. Martin Sylvest

Det samme kan han mærke, når han ser billedet af skuespiller Neel Rønholt, og Michael Olesen.

»Meget smukt par, der helt sikkert også klarer sig godt,« siger han.

Og det har han jo ret i. Man kan næsten komme i tvivl om, hvorvidt det er Ole Henriksen eller en clairvoyant, man sidder over for.

En ting er dog sikker: Han har en forkærlighed for machomænd. Her fremhæver han både tidligere bokser Mikkel Kessler og danser Morten Kjeldgaard.

Neel Rønholt og Michael Olesen.
Neel Rønholt og Michael Olesen. Martin Sylvest

»Morten, flot fyr og stærke biceps,« lyder det fra en glad Ole Henriksen.

Han spørger flere gange, hvor mange fredage, der er tilbage, før den sidste dans danses i denne sæson af 'Vild med dans'.

»Jeg håber sådan, at jeg kan nå at se nogle af de skønne par danse, før det er slut,« siger han.

Vil du gerne se de tilbageværende 11 par danse, så kan du se hele showet live hver fredag kl 20.00 eller på streamingtjenesten TV 2 Play.