Efter en dags betænkningstid meddeler filmskolen Super 16, at Robert Hansen er fortid hos dem.
'Super 16 har nultolerance over for al voldelig adfærd,' skriver Teys Schucany, forperson for Super 16, på skolens Facebook-side.
I juni medvirkede Robert Hansen i en westernfilm på filmskolen.
Siden det kom frem, at Robert Hansens ekskæreste, Nynne Larsen, har beskyldt skuespilleren for at have været voldelig overfor hende, har holdet bag filmen 'fulgt sagen tæt', skriver de.

'Sagen bliver taget meget alvorligt,' skriver de blandt andet.
Torsdag traf filmholdet med opbakning fra hele skolen så en beslutning: Den 41-årige skuespiller er ikke med, når filmen får premiere.
'Filmholdet har besluttet, at Robert Hansen bliver klippet ud af kortfilmen,' skriver de.
B.T. har været i kontakt med Teys Schucany, der ikke har yderligere kommentarer til sagen.
Robert Hansens ekskæreste, 25-årige Nynne Larsen, har tidligere fortalt, at de to kom op at skændes under deres fælles sommerferie i Spanien. Ifølge hende udviklede skænderiet sig, og hun siger, at Robert Hansen skulle have slået og sparket hende.
Begge parter blev efterfølgende anholdt og måtte tilbringe et døgn i fængsel.
B.T. har tidligere været i kontakt med Robert Hansen, der hverken har ønsket at be- eller afkræfte anklagerne. Heller ikke torsdag aften vendte Robert Hansen tilbage med en kommentar til filmskolens beslutning.