»Nåh, Daniel siger, vi har kysset? Jamen, så er det sikkert rigtigt.«

Samantha Bengtsen griner i telefonen.

Den 29-årige fysioterapeut blev i torsdagens afsnit af 'Gift ved første blik' smedet sammen med den et år yngre landbrugsuddannede Daniel Kreutzfeldt Rasmussen.

Og selvom DRs eksperter har haft særlig fokus på seksuel kemi i årets sæson af datingprogrammet, så var de to unge deltagere mere tilbageholdende med kys og berøringer end for eksempel Michael og Pernille, der i sæsonpremieren kyssede så meget, at Michael Lundberg 'nærmest syntes, det var vulgært'.

Samantha Bengtsen og Daniel Kreutzfeldt Rasmussen.
Samantha Bengtsen og Daniel Kreutzfeldt Rasmussen. Snowman Productions

Men overfor B.T. afslører Daniel Kreutzfeldt Rasmussen, at der faktisk blev kysset lidt oppe på hans og Samantha Bengtsens hotelværelse, selvom man ikke ser det i programmet.

»Vi holdt en smule distance under festen og tantekyssede bare, når gæsterne trampede i gulvet, men vi kyssede, da vi kom op på værelset,« siger han og tilføjer:

»Men jeg ved faktisk ikke, om det er klippet ud, eller om vi først kyssede, da fotografen var gået. Der skete så meget den dag, så det er svært at huske alle detaljerne.«

Tidligere på året udtalte redaktøren på 'Gift ved første blik', Stine Preem, at eksperterne i år ville være bedre til at fokusere på den seksuelle kemi, i håb om at flere par vil give kærlighedseksperimentet en chance.

»Det har vist sig flere gange, at hvis det ikke fungerer med kemien fra starten, når de aldrig til den lange bane. Og så kan det være lige meget,« forklarer programredaktøren.

Og det kom bag på Samantha Bengtsen.

»Det var ikke noget, vi blev gjort opmærksom på inden. Så jeg var faktisk lidt overrasket, da jeg læste det første gang. Også fordi jeg måske ikke på bryllupsdagen følte, at der var den helt store seksuelle kemi og fysiske tiltrækning,« siger hun.

Udover 500 spørgsmål fra programmets faste psykolog, Gert Martin Hald, samt mange og lange samtaler med programmets andre eksperter har deltagerne været igennem en såkaldt attraktionstest, som også har været brugt i de foregående sæsoner.

Samantha Bengtsen og Daniel Kreutzfeldt Rasmussen.
Samantha Bengtsen og Daniel Kreutzfeldt Rasmussen. Snowman Productions

Her er deltagerne blevet præsenteret for et billede af et muligt match og har skullet givet en karakter fra 1 til 7 baseret på udseende, så eksperterne havde noget at gå ud fra.

»Hvis vi var blevet gjort opmærksom på, at seksuel kemi var en vigtig faktor, så tror jeg, jeg havde svaret anderledes eller italesat mine ønsker mere.«

Fordi du ikke fandt Daniel så attraktiv, som du havde håbet?

»Jeg var indstillet på, at eksperterne sikkert ville vægte indre værdier højere, så jeg havde forberedt mig mentalt på, at det muligvis ikke var min nummer 7, der stod der, når jeg kom ind – at det ville være en, jeg ikke umiddelbart selv havde valgt. Men det er jo præmissen for programmet, at vi skal ud over det visuelle.«

Når det så er sagt, var Samantha Bengtsen bestemt ikke skræmt væk af det, hun så, og Daniel Kreutzfeldt Rasmussen syntes også, at hans nye kone var både sød og yndig.

Og eksperterne opnåede da også deres drøm om en attraktion på den korte bane, da ægteparret valgte at kysse hinanden på bryllupsnatten.

»Vi havde været omringet af kameraer hele dagen, så det har nok været naturligt for os at give den lidt mere,« smiler Samantha Bengtsen.

Om der også er kemi på den lange bane, afsløres de kommende torsdage på DR1.