'Nybyggerne'-parret har bestemt ikke haft en nem start på ugen.

For tre år siden vandt Lise og Michael TV 2-programmet ‘Nybyggerne’ og et hus i Farum til en værdi af 3,4 millioner.

Siden har parret solgt huset og rykket teltpælene til Jylland, hvor de er i fuld gang med at få bygget deres drømmehus. Ligeledes er de blevet gift og blevet forældre til to-årige Villy.

Desværre har lille Villy været ramt meget af sygdom i løbet af sit korte liv, og særligt det sidste halvandet år har den lille fyr adskillige gange lidt af feberanfald med tilhørende sår i munden – nærmest hver eneste måned.

Lise og Michael kunne tilbage i august fortælle, at Villy var igang med at blive udredt, og at lægerne næsten var sikre på, hvad han fejlede.

»Han udredes lige nu med mistanke om et syndrom, der hedder PFAPA. Det står helt konkret for Periodisk (høj) feber med aftøs stomatitis, faryngitis og cervikal adenitis (PFAPA). Med andre ord er det et syndrom, der giver feber hver 3.-4. uge med sår i munden, betændelsestilstand og hævede lymfeknuder,« fortalte Lise dengang og tilføjede, at det heldigvis er en sygdom, man kan vokse fra.

I øjeblikket er det dog ikke kun Villys sår i munden, som ‘Nybyggerne’-parret kæmper med. Denne uge har nemlig været usædvanlig uheldig:

'Min story, mandag den 16. september: Villy har sår i munden, en fugl er død, og Michael har brækket foden. Dejlig start på ugen. PS: Michael og jeg havde grineflip, da vi fandt ud af, at foden var brækket. PPS: Kan du sætte gips op? Jeg kan ikke. Men det lærer jeg vel? PPPS: Ingen grund til panik, Lise. Træk vejret. Roooolig nu. Ingen panik,' skriver Lise på sin Instagram-profil.

På parrets blog uddyber Michael:

'Sagen er den, at jeg brækkede foden i går. Det var hverken på surfboardet, skateboardet eller på de sorte stier i Rold Skov på jernhesten. Nej, det var på Villy’s kommende børneværelse. Fantastisk! Jeg var i fuld gang med at nedstroppe vores loft i underetagen, dvs. vi skal have nedsænket loftet cirka 18 cm, så der er plads til ventilation og el. Da jeg skulle ned fra Villy’s nybyggede seng, cirka 80 cm, landede jeg forkert på foden,' forklarer han og uddyber:

'Jeg hørte med det samme, at den brækkede, jeg var ikke i tvivl. Det lød virkelig klamt! Jeg humpende ned i skurvognen, og Lise mødte mig med dræbende øjne i døren, fordi hun var i færd med at putte den sygdomsramte Villy. Jeg fik hurtigt givet hende “jeg har slået mig”-øjnene tilbage, og så var Lises selvfølgelig ikke sur, Afsted til skadestuen og til sidst hjem i selskab med en støvleting og nogle gode venner, der kom med krykker til mig!'

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk