Så er der endnu en ny udvikling i Britney Spears' retsdrama mod hendes far.

38-årige Spears' far, Jamie Spears, har været sangerindens værge og formynder, siden hun for år tilbage fik et komplet sammenbrud, der kulminerede, da hun kronragede sig selv foran adskillige paparazzier.

De seneste måneder har Britney Spears og hendes advokat kæmpet for, at 69-årige Jamie Spears ikke skal være den eneste formynder, men at han i stedet skal samarbejde med firmaet Bessemer Trust, som har ekspertise i at være formynder for store formuer.

Nu har sagen dog taget en drejning.

ARKIVFOTO af Britney Spears.
ARKIVFOTO af Britney Spears. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Ifølge TMZ og US Weekly vil Britney Spears nemlig nu have fjernet sin far fuldstændig, således at han intet som helst har at sige med hensyn til sangerindens økonomi og personlige forhold.

Ifølge medierne, der citerer retsdokumenter, skyldes Britney Spears pludselige holdningsskifte, at hendes årelange manager sagde op i slutningen af oktober, hvorefter hendes far hyrede en ny manager uden at snakke med hende først. En manager, som faren kender personligt.

Dette skal altså være prikken over i'et, således at Britney Spears nu vil have rettens ord på, at faren skal holde sig langt væk fra hendes private sager.

Jamie Spears har været sangerindens formynder og værge i 12 år. Han trådte dog midlertidigt tilbage i marts 2019 som følge af helbredsproblemer, hvorefter Britney Spears' nu opsagte manager overtog hans rolle.

ARKIVFOTO af Britney Spears' far, Jamie Spears.
ARKIVFOTO af Britney Spears' far, Jamie Spears. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Britney Spears og hendes advokat mener, at hyringen af den nye manager – uden sangerindens vidende – er farens forsøg på at få kontrollen over hende tilbage.

Jamie Spears skal angiveligt have accepteret at dele formynderskabet med Bessemer Trust. Det er uvist, hvordan han forholder sig til den nye udvikling i sagen.

Næste høring i sagen er 10. november.