De fleste er nok nervøse forud for et møde med den britiske dronning. Men Melania Trumps stabschef var ekstra bekymret.

Hun frygtede, at Trumps børn ville opføre sig som ‘bondeknolde’ og gøre hele USA til grin, når de mødte den britiske majestæt.

Det fremgår af den nye bog ‘I'll Take Your Questions Now, What I Saw at Trump White House’, der udkommer tirsdag, skriver Daily Mail og TMZ.

Bogen er skrevet af Stephanie Grisham, der både har været Melania Trumps talskvinde samt kommunikationschef i Det Hvide Hus.

Donald Trump og Melania Trump sammen med dronning Elizabeth, prins Charles og hertuginde Camilla.
Donald Trump og Melania Trump sammen med dronning Elizabeth, prins Charles og hertuginde Camilla. DOUG MILLS

Hun er angiveligt primært kendt for ikke at holde nogen pressemøder fra juli 2019 til april 2020, hvor hun besad posten. Men i bogen har hun rigeligt at sige om sine tidligere chefer. Og især episoden i juni 2019, hvor hele Trump-familien skulle besøge dronning Elizabeth i anledning af et statsbesøg i England er interessant.

Mens Trumps børn angiveligt glædede sig voldsomt til turen, var Melania Trumps stabschef og rådgiver, Lindsay Reynolds, noget betænksom.

»Vi kommer til at se ud som ‘Beverly Hillbillies (en ikonisk amerikansk tv-serie om nogle bondeknolde, der finder olie, bliver rige og flytter til det rige Beverly Hills, red),« lød det ifølge Grisham fra Reynolds.

»Vi kommer til blive til grin i hele landet,« lød det yderligere fra Lindsay Reynolds, der havde god grund til sine bekymringer.

Jared Kushner og Ivanka Trump ses her ved besøget i London.
Jared Kushner og Ivanka Trump ses her ved besøget i London. MANDEL NGAN

Da Donald Trump året før alene havde besøgt den britiske dronning, havde han fået englænderne til at rase, da han kom til at gå foran dronningen, hvilket er et voldsomt brud på den royale etikette. Og det var da også lige ved at gå galt i 2019.

Trumps ældste datter, Ivanke Trump, og hendes mand Jared Kushner forsøgte angiveligt at komme med til et møde med dronningen i London, skriver Grisham, hvilket ville have været et stort brud på protokollen.

Men der var ikke plads til parret i præsidentens helikopter, hvorfor de ikke kom med. Dog kom de med til statsmiddagen hos dronning Elizabeth.

Og dermed fik Ivanka Trump lidt royalt glans over sig. Ifølge bogen havde den blonde kvinde så royal en adfærd i Det Hvide Hus, at hun blev kaldt ‘prinsessen’ – selv af Melania Trump.

Donald Trump har i alt fem børn. Men sin første kone Ivana Trump fik han sønnerne Donald Jr. (43 år) og Eric (37 år) samt datteren Ivanka (39 år).

Men sin anden kone Marla Maples fik han datteren Tiffany Trump (27 år), mens han sammen med sin nuværende kone, Melania Trump, har sønnen Barron Trump på 15 år.

Den yngste søn var ikke med til statsmiddagen med dronningen.

Donald Trump har gennem sin pressetalsmand kommenteret anklagerne i den nye bog. Ifølge Trump er Grisham sur og bitter, fordi 'hun ikke havde, hvad der skulle til'.