Den norske realitydeltager Melina Johnsen endte i en voldsom shitstorm, da hun i juli valgte at rejse på ferie til Dubai.

Ørkenstaten var på det tidspunkt markeret rødt af Folkehelseinstituttet i Norge, hvilket betød, at rejsende skulle i 10 dages karantæne ved hjemkomst til fjeldlandet.

Alligevel kunne Melina Johnsens 124.000 Instagram-følgere se realitydeltageren ude at spise på en restaurant, blot to dage efter hun kom hjem fra ferien. Noget, hun nemlig forevigede på sin Instagram, og som efterfølgende fik kritikken til at strømme ind.

24-årige Melina Johnsen, der er kendt fra den norske udgave af 'Ex on the Beach', nægtede dengang at have brudt karantænereglerne og påstod, at det var et gammelt billede, hun havde delt.

Men nu har piben dog fået en anden lyd. Ifølge Dagbladet har hun nemlig nu indrømmet, at hun løj. Det har hun gjort i podcasten 'Realitypodden'.

Her fortæller hun, at hun tog fejl af reglerne og derfor gik i panik.

»Nu er jeg ærlig. Jeg troede, jeg skulle være i karantæne i 48 timer, efter jeg kom hjem, da man dér har fået svar på sin coronatest,« siger hun og fortsætter:

»Jeg var så dum, at jeg gik ud. Jeg gik ud og spiste med mine veninder. Jeg delte billedet, og det blev til en kæmpe sag.«

I podcasten fortæller hun også, at det ser ud til, at hendes brud på karantænereglerne får konsekvenser for hende.

»Jeg skal afhøres af politiet. De har bevis på, at jeg har brudt karantænen, og jeg tror, jeg får en bøde på 20.000 (norske) kroner,« siger hun ifølge Dagbladet.

Til det norske medie uddyber hun, at hun valgte at lyve, fordi hun modtog så mange negative beskeder, men at hun nu har valgt at være ærlig, fordi hun mener, det er vigtigt at tage ansvar for sine fejltagelser.

»Man bliver nødt til at stå inde for de ting, man har gjort. Jeg har indrømmet det nu, men det ville sikkert også været kommet frem før eller senere uanset. Jeg ved ikke, om jeg fortryder, at jeg løj, men jeg burde nok være stået frem og indrømmet noget tidligere.«