Britney Spears venter sit tredje barn med sin forlovede Sam Asghari.

Det annoncerede den 40-årige popstjerne selv på Instagram mandag, og efterfølgende har også den kommende førstegangsfar bekræftet de glade nyheder.

Nu reagerer også Kevin Federline – Britney Spears' eksmand og faren til hendes to børn – på de lykkelige omstændigheder.

Det gør han gennem sin advokat Mark Vincent Kaplan til NBC News.

»Han ønsker hende det bedste og en lykkelig, sund graviditet. Han ønsker tilykke til hende og Sam Asghari med deres spændende planer om at blive forældre,« lyder det fra Kevin Federlines advokat.

Britney Spears har sønnerne Sean Preston på 16 år og Jayden James på 15 år sammen med Kevin Federline, som hun var gift med fra 2004 frem til 2007.

Sam Asghar mødte hun for seks år siden på settet for musikvideoen til hendes nummer 'Slumber Party'.

Parret blev forlovet i september sidste år, og Britney Spears kalder ofte fitnesstræneren for sin »ægtemand«.

Britney Spears og Sam Asghari skal være forældre.
Britney Spears og Sam Asghari skal være forældre. Foto: NINA PROMMER
Vis mere

Undervejs i den langstrakte kamp for at ophæve farens formynderskab over hende, fortalte Britney Spears ved en retshøring i juni, at hun gerne ville giftes og have børn med Sam Asghari, men at hun på grund af formynderskabets ikke kunne få lov til at stoppe på prævention.

Men nu er formynderskabet som bekendt ophævet, og det ligner altså, at drømmene om både bryllup og baby er på vej til at blive en realitet.