Britney Spears mor stiller sig nu offentligt ved sit berømte barns side.

»Lyt til min datters ønsker,« lyder opfordringen fra Lynne Spears.

Det sker i et retligt dokument, der via en advokat er afleveret til Los Angeles County Superior Court, der i øjeblikket behandler den opsigtsvækkende sag, hvor den 39-årige megastjerne kæmper for igen at få kontrol over sit liv. Det skriver flere medier som PageSix, Variety og Buzzfeednews.

Britney Spears har siden 2008 været underlagt sin far, Jamie Spears, der har været udpeget som værge og formynder, siden hun blev indlagt oven på et psykisk sammenbrud i 2008.

Britney Spears og hendes far, Jamie Spears, kæmper om farens værgemål over popstjernen. (Arkivfoto) Uncredited/Ritzau Scanpix
Britney Spears og hendes far, Jamie Spears, kæmper om farens værgemål over popstjernen. (Arkivfoto) Uncredited/Ritzau Scanpix

Nu giver moren så udtryk for, at meget er sket i de seneste 13 år.

»Hendes formåen er bestemt anderledes i dag i forhold til i 2008,« lyder det i det retlige dokument fra Lynne Spears advokat:

»Nu og i de seneste mange år har hun været i stand til at tage vare på sig selv, og inden for formynderiets rammer har hun tjent hundrede millioner af dollar som en international stjerne.«

Lynne Spears, der formelt aldrig har været inddraget i værgemålet, opfordrer også retten til at lade Britney Spears få muligheden for at vælge sin egen advokat. Det har hun igennem årene ikke fået lov til.

Lynne Spears med den anden datter Jamie Lynn Spears, der også tidligere har udtrykt støtte til sin storesøster. Fotoet er fra 2008.
Lynne Spears med den anden datter Jamie Lynn Spears, der også tidligere har udtrykt støtte til sin storesøster. Fotoet er fra 2008. JIM RUYMEN

Det sker nærmest samtidig med, at hendes mangeårige advokat, Samuel Ingham, tidligere på ugen meddelte, at han har sagt op. Han har siden 2008 været udpeget af retten til at varetage sangerindens interesser.

I forbindelse med den igangværende høring lød det for nylig fra Britney Spears i en følelsesladet videoudtalelse om advokaten.

»Vi har på en måde opbygget et forhold, men jeg har ikke rigtigt haft muligheden for selv at vælge min egen advokat. Og det vil jeg gerne have muligheden for,« sagde hun.

I første omgang afviste dommer Brenda Penny i sidste uge at fjerne Jamie Spears som værge. I dag har han 'kun' kontrol over det økonomiske og forretningsmæssige i samarbejde med et forvaltningsfirma, mens det i Britney Spears' vidneudsagn kom frem, at faren tidligere også havde nægtet hende at få flere børn. Læs mere om det mest opsigtsvækkende udtalelser her

Britney Spears har stadig massiv opbakning fra sine fans, der bruger sloganet 'Free Britney', befri Britney.
Britney Spears har stadig massiv opbakning fra sine fans, der bruger sloganet 'Free Britney', befri Britney. ETIENNE LAURENT

»Dette værgemål har gjort mere skade på mig, end det har gjort gavn. Jeg fortjener at få et liv,« sagde hun blandt andet i løbet af de 20 minutter, hun havde ordet:

»Jeg har været i chok. Jeg er blevet traumatiseret. I ved: Fake it till you make it. Men nu fortæller jeg sandheden. Jeg er ikke lykkelig. Jeg kan ikke sove. Jeg er så sur, det er vanvittigt. Jeg er deprimeret og græder hver dag.«

Lynne Spears kalder ifølge det nye retlige dokument sin datters udtalelser for 'modige', og her fremhæver hun flere af de ønsker, som Britney Spears selv kom med – foruden at få lov til at vælge sin egen advokat. Blandt andet:

  • At faren bliver fjernet som formynder, og at det sker uden hun skal gennemgå endnu en evaluering.

  • At hun kan få lov til at køre i sin kæreste bil.

  • At hun kan 'eje sin egne penge'.

  • At hun kan få fjernet den spiral, hun er blevet pålagt at have i sit underliv for at forhindre en graviditet.

  • At hun kan blive gift med sin kæreste, Sam Asghari.

Høringen fortsætter 14. juli, hvor Britney Spears endnu har mulighed for at tilbageerobre kontrollen over sit liv.

Hun har ikke offentligt sagt noget siden sine udtalelser ved høringen, men hun har i stedet lagt kryptiske beskeder på Instagram i de seneste dage. Som:

'Vor Fader, du som er i himlen, helliget blive dit navn. PS: Du må hellere fucking tro på det.'