Herhjemme kender vi hende måske ikke så godt, men hos vores norske naboer er skuespillerinde Ine Jansen et stort hit.

Før hun slog igennem, måtte hun dog bide en grænseoverskridende oplevelse i sig på sin vej mod teaterscenen.

I NRK-podcasten 'Sånn er du' fortæller hun om en audition, hun var til i 1993 i forbindelse med opsætningen af 'Parken' i Nationalteatret.

Dengang arbejdede den i dag 47-årige kvinde på Burger King, mens hun ved siden af forsøgte at lande statistroller.

Og det var under hendes audition til netop en statistrolle, hun blev bedt om at gøre noget, hun bestemt ikke havde forberedt sig på.

»Alle sad i salen, og jeg var så nervøs. Så sagde han (instruktøren, red.): 'Når Bjarte kommer ind, vil han tale om kærlighed. Og når han siger 'elskede', tænker jeg, at du kan onanere',« fortæller Ine Jansen.

»Det er det værste, jeg nogensinde har oplevet. Det var i et oplyst rum – der var ikke engang mørkt. Skammen var så stor, at det gjorde ondt.«

Den unge skuespillerinde gjorde, som hun blev fortalt. Hun kom med nød og næppe igennem, fortæller hun og tilføjer:

»Jeg får kvalme af at tale om det.«

Oplevelsen til trods har Ine Jansen senere haft succes på teaterscenen, ligesom hun også har spillet med i film og serier.

Eksempelvis var hun med i Ole Bornedals 'Jeg er Dina' fra 2002, og hun har desuden vundet priser for sin rolle i den norske serie 'Helt perfekt'.