Det er ikke altid en dans på roser at være kendt.

Det kan skuespiller Nikolaj Coster-Waldau skrive under på.

Han er nemlig blevet misbrugt i en falsk reklame, som han aldrig har indvilget i at være en del af.

Han skriver på sin Facebook-profil, at han har meldt den falske reklame til politiet.

I hans opslag har han lagt et billede af den falske reklame, hvor han angiveligt giver siger god for en helt særlig investeringsmulighed, som skal være så lukrativ, at man angiveligt kan droppe sit job.

'Det vil åbenbart ikke stoppe. Og nu var der en, der kender mig, som spurgte, hvad det der bitcoins, jeg sælger, er for noget, så for at være helt klar i spyttet; Jeg sælger ikke noget finansielt,' skriver skuespilleren i sit opslag. Han fortsætter:

'Alle de reklamer, der er derude, er ren fup. Jeg har intet med det at gøre. Det er meldt til politiet, men det er meget svært at stoppe. Vær sød og del.
– nikolaj.'

Nikolaj Coster Waldau er langtfra den første kendte person, hvis billeder er blevet misbrugt i falske reklamer.

Nikolaj Coster-Waldau er blevet misbrugt i en reklame.
Nikolaj Coster-Waldau er blevet misbrugt i en reklame. Foto: STEVE MARCUS
Vis mere

Både tv-vært Sofie Linde, musiker Rasmus Seebach og tv-vært Jes Dorph-Petersen er blandt dem, der også har oplevet at blive misbrugt i falske reklamer.

Tv-vært Jes Dorph-Petersen meldte ligeledes sin sag til politiet, som dengang dog meddelte, at man ikke havde ressourcer til at efterforske sagen.

Sikkerhedsekspert fra firmaet CSIS Peter Kruse har tidligere fortalt til B.T. – i forbindelse med en lignende sag – at det kan være svært at stille noget op.

Han har dog et par gode råd, til hvad man skal holde øje med på nettet for at undgå at falde i fælden og klikke på en falsk reklame.

  • Man skal læse det, der står med småt.
  • Man skal sikre sig, at kontaktoplysningerne på siden giver mening.
  • Man skal se efter, om siden er certificeret med HTTPS-certifikat.
  • Man skal tjekke, at sproget ikke er dårligt dansk lavet i Google Translate.