Nicolaj Kopernikus har fået en strålende debut som instruktør.

Hans første kortfilm, 'Stenofonen', er nemlig netop blevet shortlistet til en Oscar i kategorien Bedste Live Action Kortfilm og er dermed blandt de 15 udvalgte kortfilm, der er med i kapløbet til en af de prestigefyldte Oscar-nomineringer.

»Jeg er super glad og taknemmelig og meget, meget stolt,« fortæller Nicolaj Kopernikus til B.T.

Ikke mindst skyldes stoltheden, at debuten som instruktør har været et meget »personligt projekt«, der har udmundet sig i en 20 minutter lang film med store navne som Jesper Christensen og Lars Ranthe på rollelisten.

»Det er i virkeligheden lidt en hyldest til min far. Han var et meget musikalsk menneske, og filmen handler i høj grad om at finde musikaliteten. Det handler om en situation i min fars liv, da han var 12 år gammel,« forklarer Kopernikus, der har givet hovedrollen som sin unge far til en ganske særlig person ved navn Louis Næss-Schmidt.

»Det er min egen søn, der spiller min far som 12-årig. Jeg er sindssygt taknemmelig for, at han gad være med i filmen. Jeg spiller også selv med, så det bliver lidt ananas i egen juice,« lyder det med et grin.

Det er dog først 8. februar, at de 15 shortlistede kortfilm i kategorien bliver barberet ned til fem Oscar-nomineringer.

At 'Stenofonen' bliver én af de fem kortfilm, der går videre i kapløbet om en Oscar, tør den 54-årige skuespiller dog »slet ikke håbe på«.

Louis Næss-Schmidt og Jesper Christensen er de bærende roller i Nicolaj Kopernikus' instruktørdebut 'Stenofonen'.
Louis Næss-Schmidt og Jesper Christensen er de bærende roller i Nicolaj Kopernikus' instruktørdebut 'Stenofonen'. Foto: Stenofonen
Vis mere

»Men jeg vil gøre en stor indsats for, at den bliver nomineret, og lave noget larm for den. Jeg tror, jeg vælger at sige, som mit store idol Michael Laudrup sagde: 'Nu giver vi lige bolden op, så ser vi, hvad der sker',« siger Kopernikus med et grin.

27. marts skal Oscar-statuetterne uddeles, og de endelige vindere findes på Dolby Theatre i Los Angeles.

Men hvordan det end måtte gå for Nicolaj Kopernikus og hans debutfilm, 'Stenofonen', i det løb, så er det formentligt ikke det sidste, man har set til ham som instruktør.

»Jeg elsker mit job som skuespiller, men det er klart, at jeg godt kunne tænke mig at instruere også. Det har været dejligt med den her film, fordi den har ligget mig meget på sinde at lave og været tæt på mit hjerte. Det har været meget inspirerende at finde ud af, at jeg trives ret godt med at arbejde med noget, der betyder noget for mig,« slutter skuespilleren.

Andre læser også