Nicki Minaj skal giftes.

Det afslørede den amerikanske rapper for nyligt i sit radioprogram 'Queen Radio'.

Her fortalte hun nemlig, at hende og kæresten Kenneth Petty har indhentet en såkaldt 'ægteskabsbevilling' - en bevilling, som par ifølge amerikansk lovgivning skal have, hvis de ønsker at gifte sig.

Dermed har parret, der har datet siden december sidste år, taget første skridt på vej mod et bryllup.

»Jeg tror, jeg har, hvad jeg har stræbt efter længe - lykke ganske enkelt,« sagde Nicki Minaj under radioudsendelsen.

Hun afkræftede rygter om, at hun er gravid, men fortalte, at parret har planer om at stifte familie i den nærmeste fremtid.

Den 36-årige rappers kommende ægtemand - 40-årige Kenneth Petty - er en noget kontroversiel herre.

Tilbage i 1994 blev han nemlig ifølge Cosmopolitan dømt for en voldtægt, efter han tvang en 16-årig pige til sex.

»Han var 15. Hun var 16... og de var i et forhold,« har Nicki Minaj været ude og sige til sin kommende ægtemands forsvar.

Hvad end det er sandt eller ej, fandt retten Kenneth Petty skyldig, og han blev idømt en fængselsstraf på 4 år.

Efterfølgende har han siddet syv år i fængsel for uagtsom manddrab, efter han erklærede sig skyldig i at have skudt og dræbt en mand. Han blev løsladt i 2013.

Nicki Minaj og Kenneth Petty datede, da de var yngre, og har efter lang tid væk fra hinanden vækket romancen til live.