Hun var elsket og beundret af lille som stor, ung som gammel. Var – i en tid, hvor vi og verden strittede i alle retninger – et sjældent fælles referencepunkt, var hende, der med vid og humor havde indkapslet vores historie og den danske folkesjæl, som vi alle kunne dykke ind i.
Men nu er hun her ikke mere. Lise Nørgaard – 'Matador's mor – er død. Gået bort sent søndag aften, oplyser hendes familie til Ritzau.
Siden foråret 2021 var hendes hjem på Plejehjemmet Else Marie i Humlebæk. Men inde i hendes krop boede der 105 år. En krop, der med årene skrumpede ind og blev mere og mere spinkel og skrøbelig. Men det indre forblev knivskarpt – og spiddende – til det sidste. Selv når emnet var hendes egen død, var der ikke plads til sentimentalitet.
»Når du læser dødsannoncer, kan du se, at stort set ingen mennesker dør i Danmark. Man sover ind. Man går bort, eller forlader os. Der er ikke et ord om, at folk er døde. Men når jeg dør, så er jeg død, og det må de gerne skrive. Hvad er der galt med det?« som hun i 2017 sagde til Kristeligt Dagblad.
Dét år var Lise Nørgaard alle vegne. For det var året, hvor hun fyldte 100. Selv tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen inddrog hende i sin nytårstale.
»Når nogle siger, at om 100 år er alting glemt, så passer det ikke. Lise Nørgaard husker det for os,« sagde han.
Hun huskede i den grad også alt fra sit eget lange liv. Huskede, hvordan det var at vokse op som Elise Jensen i et borgerligt og velstående hjem i den midtsjællandske by Roskilde med en streng far, hvis kærlighed man skulle kæmpe for.
»Min far gad ikke børn, der ikke var talentfulde eller morsomme. Han afskyede amatører af enhver art. Det er fra den tid som barn, jeg begyndte at overveje, hvordan jeg bedst kunne få lydhørhed med alle de historier, jeg havde på hjerte,« fortalte Lise Nørgaard i bogen ‘Lise Nørgaard: De første 100 år’.
At det var den kamp for kærlighed og opmærksomhed, der fik ukueligheden til at vokse inde i hende, lagde hun aldrig skjul på.
Selvom forældrene forsøgte at sende deres ældste datter på husholdningsskole – som det passede sig for en ung pige – var hun stålsat på at gå sine egne veje. Som journalist.
Og da hun i 1935 – i en tid, hvor kvinder på arbejdsmarkedet stadig hørte til sjældenhederne – med faderens hjælp fik en læreplads på Roskilde Dagblad, indledte Lise Nørgaard i en alder af 18 år for alvor dét, der skulle blive et yderst usædvanligt og målrettet liv.
»Han (faderen, red.) sagde til redaktøren, at jeg var umulig at have derhjemme, fordi jeg havde fået den her fikse idé, og at det nok ikke ville vare mere end tre måneder, før jeg gav op,« har hun fortalt om den spæde start.
Men selvfølgelig gik det ikke, som faderen spåede. Hans forudsigelse gjorde hende blot endnu mere målrettet.
Kun få gange var der slinger i hendes liv. Så meget slinger, at hun siden kaldte det en af sine få fejltagelser.
Én af dem begik Lise Nørgaard i 1941. Tre år forinden var hun blevet gift med Mogens Flindt Nielsen, og da deres førstefødte Christian kom til verden dét år, valgte hun at forlade sin stilling på Roskilde Dagblad for at blive hjemmegående husmor.
Med egne ord landede hun i »dumhedens, uselvstændighedens og afhængighedens hul«. Og selv om der i alt kom fire børn til, hadede hun livet i det hul.
Mens vi i dag lader os skille for et godt ord, var der i 1950 blot 6.500, der traf dét valg. Lise Nørgaard var én af dem.
Hun ville tilbage på sit eget spor og havde året forinden fået drømmejob på Politiken, hvor hun skulle skrive om ligestilling og kvindernes rettigheder. Et job og et nyt liv, der syntes at være uforeneligt med ægteskabet. Så hun brød ud af det.
I knap 20 år var hun avisens stjernereporter, der med sin hvasse pen og svidende ironi satte slagboret til i tidens tand og satte emner som fri abort og lukkeloven på danskernes dagsorden.
Siden fulgte år på ugebladet Hjemmet og Berlingske Tidende, men der havde Lise Nørgaard allerede bevæget sig ind på dét sidespor, hun for altid vil huskes bedst for. Tv.
Efter i slutningen af 1960erne at have været en af de faste leverandører til radioens ugentlige satireprogram 'Karlsens kvarter', åbnede dørene sig i 70erne til tv-mediet, som dengang var et monopol ved navn DR.
Her bidrog hun med bidske tekster til tv-revyen 'Uha uha', siden med hele afsnit til den populære tv-serie 'Huset på Christianshavn', og få år senere skabte hun dét, der skulle blive hendes varemærke. 'Matador'. En serie, der var inspireret af hendes egen opvækst i Roskilde.
Da serien i november 1978 blev vist første gang, lå gaderne øde. Siden er den blevet genudsendt otte gange, senest i 2018. Selv dér, i en tid hvor de færreste ser flow-tv, satte en million danskere sig til rette foran skærmen for at gense 'Matador' lørdag aften klokken 20.
Med god grund blev serien i 2006 optaget i Kulturministeriets 'Kulturkanon'.
'Den største danske filmfortælling, der til dato er lavet,' lød det blandt andet i begrundelsen om dét værk, som kronprinsesse Mary blev sat til at se, da hun i sin tid kom til landet og skulle lære om Danmark og danskerne.
Og selv nu bruges serien som undervisning. Således var Lise Nørgaard i 2018 i Sankt Petersborg, hvor hun skulle tale om den for russiske danskstuderende, som lærer dansk ved at se 'Matador'.
Ydermere er serien på dvd solgt i langt over tre millioner eksemplarer og gjorde unægtelig Lise Nørgaard til en rig kvinde. Præcis hvor mange penge, 'Matador's mor gennem årene indkasserede på serien, kendes ikke. Men formentlig et trecifret millionbeløb.
»Jeg kan bedst forklare det sådan, at jeg har fundet olie i baghaven,« lød hendes svar i et interview med Ekstra Bladet.
Lise Nørgaard lagde dog aldrig skjul på, at seriens succes alt for ofte overskyggede, hvem og hvad hun var.
»Jeg holder selvfølgelig meget af 'Matador', og jeg er glad for, at jeg har gjort nogen glade med den. Men jeg er først og fremmest journalist. For i journalistik kommer man rundt og ser dagens begivenheder med egne øjne,« som hun sagde til Politiken i et stort interview, hvor hun blev kaldt en 'kultiveret rejekælling'.
Udtrykket var selvfølgelig kærligt ment. Men at Lise Nørgaard var en dame, der havde sine meninger om mangt og meget og kun sjældent holdt dem tilbage, var de færreste i tvivl om.
»Jeg vil have retten til at blive harm over de uretfærdigheder, der er i et samfund. Det vil jeg blive ved med, lige til de har klappet kistelåget i over mig,« som hun selv udtrykte det til B.T.
Men at hun også var en dame, man ikke lige bed skeer med, mærkede især mange af de journalister, der satte hende stævne. Oftest på Lise Nørgaards foretrukne frokoststed, Skovshoved Sejlklub, hvor hun havde eget stambord, over en rejemad og et glas chilensk hvidvin.
Selv husker jeg især et interview i forbindelse med udgivelsen af samtalebogen 'Fruen kommer i dag', i hvilken Lise Nørgaard for første gang talte åbent om nogle af de mere smertefulde kapitler i sit liv.
Blandt andet skilsmissen fra sin første mand, som især tvillingerne Anne og Bente betalte en høj pris for.
Men at have åbnet en flig af sin smerte i en bog var ikke ensbetydende med, at emnet var til yderligere diskussion.
For lige så mange gode og hjertelige grin man kunne have med Lise Nørgaard, lige så bidsk blev hun, når noget ikke passede hende.
»Det gider jeg ikke tale mere om. Så det kan du roligt lade ligge,« kom det med fast stemme og småsitrende lyn i øjnene fra den lille kvinde over for mig.
»Tvillingerne synes jo, at det er gået meget godt. De er blevet dygtige og har fået store stillinger. De er lykkelige, og vi har det skægt sammen nu. Så er der jo ingen grund til at bore mere i det. Jeg vil ikke tale om det.«
Og dermed var dét emne uddebatteret. Visse ting var bare noget, som Lise Nørgaard helst holdt for sig selv.
»Der er da sikkert mange, der synes, at jeg er en underlig sjæl, fordi jeg ikke jamrer. De synes jo nok, jeg har forholdt mig noget reserveret,« forklarede hun til Berlingske i 2017 og fortsatte:
»Jeg har mistet min mand, og jeg har mistet min søn. Jeg har aldrig nogensinde belemret folk offentligt med min sorg og mit savn. Men det har jo ikke noget med at gøre, at jeg ikke var ked af det, ulykkelig over at miste dem.«
»Men man må da have lov til at bearbejde sine følelser selv. Og have lov til at beholde det for sig selv, som man ikke synes rager andre. Twitter og Facebook, hvor folk får deres frådende følelser ud, er vulgært.«
Men savnet af dem begge var stort. Sønnen Christian døde af kræft i 1999. Og 15 år forinden mistede hun sin store kærlighed, Jens Nørgaard, som hun var gift med fra 1951 og frem til hans død i 1984. Han blev den sidste mand i hendes liv.
»Jeg fik i anden omgang et helt andet ægteskab, som var mere lige. Det ændrede mit liv, at jeg uhindret kunne foretage mig det, jeg havde lyst til,« sagde hun til B.T. og lagde ikke skjul på, at hun – selv efter så mange år – stadig savnede ham.
»Jeg savner kammeratskabet og indforståetheden. Jeg savner dét, at der er nogen, når jeg kommer hjem. Og navnlig – nu begynder du nok at grine – efter, at jeg ikke har nogen hund mere, tænker jeg på, hvor hyggeligt det er, når der er nogen.«
En ny mand orkede hun ikke. Han ville sikkert bare prøve at lave om på, hvem hun var. Eller også var han kun interesseret i hende, fordi hun var kendt, vurderede hun. Næh, så hellere klare sig uden.
Men også dét at være 'enkefrue' kunne til tider være dybt belastende, når velmenende bekendte følte sig kaldet til at aflægge visit.
»De værste er dem, der ringer og siger 'hvordan har du det?', og som gerne vil komme forbi med kager fra Kransekagehuset, eller hvor fanden de kommer med kager fra. Jeg kan da ikke forestille mig noget værre.«
»For det første drikker jeg ikke kaffe mellem måltiderne, for det andet spiser jeg ikke kager, så jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg skulle springe rundt som en idiot for nogen, som så skal videre ud i livet og have det skægt.«
»Det er, som om de har en forestilling om, at fordi man er enkefrue, så kan de bare komme farende og lave rod i køkkenet og æde nogle kager, man ikke har godt af, hvorefter de forsvinder ud i det virkelige liv. Det liv, de slet ikke sætter enkefruen i forbindelse med,« skummede hun over for B.T. i 2014.
Lise Nørgaard var 97 år på det tidspunkt og havde allerede da levet længere end de fleste. De gamle venner og bekendte faldt fra som fluer omkring hende.
»Nogle dage føler man sig urgammel, og det hele er frygteligt, og så er der andre dage, hvor man er taknemmelig over, at man lever.«
»Det værste ved at blive gammel er, at man skal rende ind og ud af kirker for at begrave mennesker, man holder af. Dem, man har delt livet med. Venskaber, der forsvinder. Men det kan man ikke undgå,« som Lise Nørgaard konstaterede i et interview med B.T. i 2018.
Nu er det hende selv, der skal begraves. Den uundgåelige dag er kommet. Lise Nørgaard er død. Og gik forhåbentlig herfra, som hun ønskede. I sit bedste undertøj.
»Hvis det endelig skal være, vil jeg gerne falde om en smuk dag iført mit bedste undertøj, så jeg ikke kaster skam over familien,« som hun for år tilbage udtalte til Kristeligt Dagblad.
Kirken vil uden tvivl være stuvende fuld. For selvom Lise Nørgaard mistede mange gennem sit lange liv, kom endnu flere til.
Hendes utrættelige nysgerrighed åbnede dørene ind til en vidt forgrenet og langt yngre venneflok, der var med til at holde hende til ilden rent intellektuelt.
Og mange af dem vil uden tvivl være til stede, når familie, venner og familien Danmark tager afsked med hende i Sankt Pauls Kirke i København, hvor veninden Kathrine Lilleør er præst.
Oprindelig var det Skovshoved Kirke, som Lise Nørgaard havde udset sig til afskeden. Det var dér, at hun og Jens for en menneskealder siden blev gift.
Mens han ligger begravet i de ukendtes grav ved Sorgenfri Kirke, skal Lise Nørgaard selv ligge på Sct. Ibs Kirkegård i fødebyen Roskilde. Sammen med sine forældre og sønnen Christian, som døde af kræft i 1999. Nu er hendes ånd genforenet med dem alle.
'Tror du på liv efter døden?' blev Lise Nørgaard spurgt i DRs portrætudsendelse i anledning af de første 100 år.
»Nej,« lød det tørt.
»Men jeg tror på dét, jeg kalder engle-baren. Der møder jeg de mennesker, jeg har savnet. Blandt andet min far. Jens og min søn. Og så siger de: 'Velkommen, nu er vi lige fire til en l'hombre'.«
