Det gik ikke helt efter planen, da de Emmy-nominerede for årets bedste konkurrence-program skulle præsenteres.
Reality-søstrene Kim Kardashian og Kendall Jenner havde fået opgaven, men de slap rigtig dårligt fra det for nu at sige det, som det er.
Det gik galt, stort set lige så snart Kim Kardashian åbnede munden og begyndte at snakke om sig selv og sin familie.
»Vores familie ved fra egen erfaring, at ægte overbevisende fjernsyn kommer fra ægte mennesker, der bare er sig selv, fortæller deres egne historie uden filter og uden manuskript,« sagde hun, og reaktionen var ubarmhjertig.

Salen fuld af kendte mennesker begyndte nemlig at grine ad hende. Det startede spredt i krogene, men i løbet af få sekunder kunne størstedelen af de feterede skuespillere ikke holde hånlatteren tilbage.
Du kan se optrinnet i videoen herover. Vinderen i kategorien blev i øvrigt 'RuPaul's Drag Race'.
Kardashian og Jenner er kendt fra programmet 'Keeping Up With the Kardashians', der i manges øjne ikke et særligt 'ægte' reality-show, men derimod en glansbilledfortælling om en hovedrig familie.
De uheldige søstre var ikke de eneste, der blev gjort til grin under nattens Emmy-uddeling. Den fængselsdømte skuespiller Felicity Huffman måtte finde sig i noget af en stikpille fra Fox-værten Thomas Lennon, som kommenterede den amerikanske live-transmittering.

»Producenterne har bedt mig om at give en særlig hilsen til alle vores tidligere, kvindelige hovedrollevindere, som kigger med fra fængslet i aften. Forhåbentligt flyver de to uger af sted,« sagde han til stor morskab for publikum i Microsoft Theater i Los Angeles.
Felicity Huffman blev for nylig idømt 14 dages fængsel for en bestikkelsessag, hvor hun forsøgte at købe sin datter adgang til et universitet.
Skuespilleren vandt en Emmy i 2005 for sin rolle i komedieserien 'Desperate Housewives'.
Der var dansk islæt ved nattens prisuddeling, idet Nikolaj Coster-Waldau var nomineret til en Emmy for sin rolle i 'Game of Thrones'. Han tabte dog til sin serie-lillebror Peter Dinklage.