Nikolaj Coster-Waldau var nomineret til en Emmy for bedste mandlige birolle i en dramaserie ('Game of Thrones'), men måtte se sig slået af sin 'serie-bror', Peter Dinklage, der dermed vandt sin fjerde Emmy for rollen som Tyrion Lannister.

Til gengæld vandt danskeren på den røde løber, hvor der var stor opmærksomhed om hans påklædning.

Den 49-årige skuespiller spillede Jaime Lannister i 'Game of Thrones' og troppede op til festlighederne i en spraglet guldblazer. Umiddelbart et frisk pust blandt de mange stive sorte jakkesæt, men som fans af fantasy-serien vil vide, var der mere til jakken end som så.

Guld er nemlig Lannister-husets farve, og allerede nu skriver amerikanske medier som InStyle, at der må være tale om en hyldest til den karakter, han har spillet gennem otte sæsoner. Men det bliver bedre endnu.

Gwendoline Christie (tv.) og Nikolaj Coster-Waldau sprang virkelig i øjnene med deres spraglede påklædning. Nu snakkes der om, hvorfor de bar det. (Foto: Scanpix/Robert Hanashiro-USA TODAY/Sipa USA)
Gwendoline Christie (tv.) og Nikolaj Coster-Waldau sprang virkelig i øjnene med deres spraglede påklædning. Nu snakkes der om, hvorfor de bar det. (Foto: Scanpix/Robert Hanashiro-USA TODAY/Sipa USA) Foto: Robert Hanashiro
Vis mere

Gwendoline Christie, der spillede Brienne of Tarth, Jaimes flirt, når tvillingesøsteren ikke lige var i nærheden, kom nemlig også i en meget opsigtsvækkende dragt, som bar tydelig inspiration fra serien.

Dragten havde farverne rød og guld, som signalerer et helt klart tilhørsforhold til Lannister-huset. Brienne startede ellers med at kæmpe for rivalerne i Stark-huset, men blev på grund af sit venskab med og forelskelse i Jaime Lannister noget forvirret omkring sit tilhørsforhold.

I sidste sæson gav de to turtelduer endelig slip og hoppede i seng med hinanden, men Jaime forlod hende og tog hjem til sin søster, som han havde et incestuøst forhold til. Men var skuespillerne i virkeligheden imod den udvikling.

Ifølge InStyle virker det som et klart signal fra Gwendoline Christie og Nikolaj Coster-Waldau: Vi skulle være endt sammen.

Det var første gang, at Nikolaj Coster-Waldau var nomineret til en Emmy for sin rolle som Jaime Lannister, og han blev vurderet til at ligge lunt i svinget til at vinde den. Dog var Peter Dinklage storfavorit, så det er ingen overraskelse, at den lille skuespiller hev den hjem.

Det blev ikke den helt store Emmy-fest for 'Game of Thrones', som det ellers var ventet, men serien vandt dog den største pris i sin genre med statuetten for bedste dramaserie.

Emmyen for bedste instruktion af en dramaserie gik meget overraskende til Jason Bateman for Netflix-serien 'Ozark', hvor han også selv spiller den altdominerende hovedrolle.

Samme serie snød også 'Game of Thrones' for Emmyen for bedste kvindelige birolle. Her vandt Julie Garner foran hele fire 'Game of Thrones'-nominerede: Gwendoline Christie, Lena Headey, Sophie Turner og Maisie Williams.