Corona-krisen har unægteligt sprængt den hverdag, vi kendte, til atomer og på mange parametre tvunget os til at leve og tænke på en anden måde.

Det gælder også for Natasja Crone.

I et interview med TV 2 husker hun tilbage på den aften i marts, hvor Mette Frederiksen holdt sit efterhånden famøse pressemøde. Den aften, hun lukkede landet ned.

»Det var surrealistisk. Mine tanker på det tidspunkt var, at vi alle sammen ville blive syge mere eller mindre. Og så var jeg sådan: Hvad er næste skridt? Bliver det fuldstændig udgangsforbud? Bliver vi spærret inde? Det var så uvirkeligt, fordi ingen anede det. Det var i den fase, hvor alle gættede,« siger hun i interviewet.

Tv-værtinden fortæller videre, at hendes næste tanke var, at vi er heldige, fordi vi bor i et land som Danmark. Noget, hun udtrykker stor taknemmelighed over.

Og det er da heller ikke, fordi nedlukningen ikke har været godt for noget. Natasja Crone har nemlig også lært noget om sig selv undervejs.

I interviewet fortæller hun, hvordan hun tidligere altid satte sig ind i en bil eller et tog, når hun skulle på arbejde.

Det ved hun nu, at hun ikke behøver. Noget arbejde kan også klares hjemmefra.

Det var eksempelvis tilfældet, da TV 2 i slutningen af marts sendte 'Danmark holder sammen' for at hylde dem, der gjorde en ekstra indsats under corona-krisen.

Natasja Crone var sammen med Puk Elgård og Anders Breinholt vært på programmet, og et hav af andre var med til at gøre programmet til en realitet.

Alle arbejdede de hårdt – hver for sig, fortalte tv-værtinden dengang til B.T.

»Jeg har for første gang i måske 30 år lagt et puslespil for at have et projekt kørende. Billedligt talt er det jo på samme måde, programmet bliver til,« sagde hun.

Hun uddybede, at hun trods de noget anderledes arbejdsforhold var fortrøstningsfuld.

»Jeg håber, at programmet lørdag aften kan give folk følelsen af, at vi er mange, der er i den situation, og at vi må holde sammen – selv om vi ikke gør det fysisk,« sagde hun dengang.