Hvor bor jeg? Har jeg børn? Hvad laver jeg? Gad vide, hvor jeg er i mit liv? Sådan tænkte hun som ung. Helt specifikt om året 2020, hvor hun ville fylde 50.

»Jeg har altid tænkt på det som et vildt år. Det blev det også. Men på en helt anden måde,« siger Natasja Crone.

Med det mener hun selvfølgelig, at 2020 blev året, hvor alt stod i coronaens tegn. Så når den populære TV 2-vært 12. juni fylder 50, bliver festen noget anderledes, end hun havde regnet med.

»Jeg laver ikke OL-finten med at udskyde til næste år. For selv om jeg havde inviteret mange, som virkelig har betydet noget for mig, aflyste jeg, fordi jeg ikke havde lyst til at sætte nogen i de dilemmaer, der opstår, når man for første gang i fire måneder skal til fest. Derfor bliver det bare de nærmeste i familien og et par veninder,« forklarer hun.

Danseskoene var klar til den helt store fest, men Natasja Crone valgte at aflyse braget på grund af corona og nøjes nu med at invitere de nærmeste.
Danseskoene var klar til den helt store fest, men Natasja Crone valgte at aflyse braget på grund af corona og nøjes nu med at invitere de nærmeste. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hun har dog sikret sig, at en af de vigtigste gæster er med. Nemlig kæresten Rasmus Tantholdt, der som TV 2's mand i verdens brændpunkter ikke altid er en, hun kan regne med i forhold til planlagte arrangementer.

»Hans arbejdsliv er jo sådan, at han regulært ikke ved, hvor han er om en uge,« forklarer hun.

Natasja Crone husker tydeligt, hvordan parret lige var kommet hjem fra juleferie med deres børn 30. december og skulle holde nytårsaften sammen, så snart hun var færdig på jobbet efter dronningens nytårstale.

»Mens jeg sad i taxien på vej ind til Amalienborg, ringede han og sagde 'Jeg skal rejse i morgen, 1. januar'. Nåh, okay? Vi fik fejret nytår sammen, men så blev det nye år ligesom skudt i gang,« siger hun og ryster smilende på hovedet.

»Selvfølgelig er det ikke megasjovt, når man har planlagt noget hyggeligt. Så er det æv. Men tanken om, at vi ikke nødvendigvis kan planlægge alting, stresser mig ikke.«

»Nogle ting holder han dog helligt. Han er hjemme på min fødselsdag, sin søns fødselsdag, sin egen – for den betyder noget for hans familie – og juleaften. Men alt andet er uforudsigeligt.«

Det er fire år siden, at hun og Rasmus Tantholdt blev kærester efter i en årrække blot at have været kolleger på TV 2.

»Jeg har aldrig været sådan en, der har mødt nogen ude i byen, og så har det sagt bang,« siger Natasja Crone, som indtil 2004 var gift med Nikolaj Back, som hun har sønnerne Samuel og Noah med.

Indtil 2016 var Natasja Crone kæreste med kollegaen Lasse Sjørslev.
Indtil 2016 var Natasja Crone kæreste med kollegaen Lasse Sjørslev. Foto: Claus Bech
Vis mere

Efterfølgende var hun frem til 2016 kæreste med kollegaen Lasse Sjørslev og nu altså Rasmus Tantholdt.

»Det var ikke noget, der kom snigende. Jeg tror bare, at når man pludselig selv står et andet sted i livet, kigger man på hinanden på en anden måde.«

Hun kalder ham en 'sød og dejlig kæreste' og er spændt på, hvordan deres fælles fremtid tegner sig. Parret bor nemlig ikke sammen.

»Børnene har det rigtig godt sammen, så det er ikke et hensyn, vi har skullet tage,« siger hun om sine to sønner, Samuel og Noah, og Rasmus Tantholdts søn, Emil.

»Men med den alder, som de har, var det bare et naturligt valg. For det ville være en lidt underlig timing at flytte dem. Specielt Noah på 18, som måske selv snart skal flytte.«

»Det taler jeg også meget med Rasmus om. For hans søn fylder 16 næste gang, og vi er begge to totalt i tvivl om, hvad der skal ske, når de er væk,« siger Natasja Crone og starter opremsningen:

»Skal vi så finde en lejlighed i København sammen? Et hus? En lille lejlighed og et sommerhus? Eller en husbåd? Hmmm. Ingen ved det. Vi må se, hvordan det ender.«

»Men lige nu er det rigtig smart at bo hver for sig. For Rasmus bor midt inde i byen, og jeg bor i hus heroppe i Trørød, så vi har lidt den følelse af det bedste fra begge verdener.«