»Selv i døden snyder han os«.

Kunstneren og musikeren Leif Sylvester har været venner med Kim Larsen siden 80'ernes Bellami-tid, hvor han var en del af det så berømte og elskede circus.

Derfor var han blandt dem, der var hårdt ramt, da nationalskjalden sov ind 30. september i fjor. Og en af dem, som både glæder sig over og griner af nyheden om, at der nu ligger 12 spritnye sange tilgængelige på albummet 'Sange fra første sal'.

»Han er en gammel røver«, siger Leif Sylvester, som endnu ikke har hørt sangene, men glæder sig til det - af flere årsager.

Leif Sylvester og Kim Larsen hygger sig sammen på dette billede, der er taget i 1993. (Scanpix)
Leif Sylvester og Kim Larsen hygger sig sammen på dette billede, der er taget i 1993. (Scanpix)

»Det er jo ikke sange, man går rundt og savner, dem er der sgu nok af. Man savner, at han stadig er i landskabet. Han mangler jo. Men det er jo helt genialt, det han har gjort her«, siger han med henvisning til det nye albums titel. Det indeholder nemlig et skjult budskab.

»Det er typisk ham, at han har kaldt det 'Sange fra første sal'. Selvfølgelig har han vidst, at han var syg og døende. Han var en halvtroende mand, og i stedet for at kalde det 'Sange fra de dødes land' eller 'Sange fra Himlen', så blev det fra første sal. Det er genialt og poetisk«, siger Leif Sylvester til B.T.

Kim Larsen var en privat mand. Så privat, at det ifølge den mangeårige ven kom bag på alle, da han døde. Og derfor varmer det med dette farvel.

»Jeg vidste ikke, han skulle dø. Der har måske været en tre-fire stykker, som har vidst noget. Det var det. På den måde var han meget blufærdig«, siger Leif Sylvester, som samtidig afslører, at der ikke blev holdt begravelse.

Ingen begravelse

»Der blev jo nok holdt et eller andet, men der blev ikke holdt en begravelse, hvor venner var inviteret. Så vi har mindedes ham ved senere lejligheder«, siger han.

Leif Sylvester nævner ikke, hvornår han vil sætte sig ned og høre kammeratens sidste sange, men det er heller ikke fordi, han mangler ting at tage sig til.

»Lige nu er jeg på turné, og jeg spiller på Fanø i morgen. Så vi skal øve nu. Og så fylder jeg 80 til næste år, og det bliver markeret med en djævelsk masse udstillinger med malerier og skulpturer. Det bliver ikke lavet på en formiddag«, siger han.

Kim Larsens nye sange kan høres på alle streaming-tjenester og købes på LP overalt i landet. Under denne artikel finder du B.T.s anmeldelse af albummet.