Anden sæson af Sygeplejeskolen løber over skærmen fra 17. marts, og skuespiller Molly Egelind fortsætter i rollen som sygeplejeeleven Anna.

Karakteren, som Egelind holder meget af, er også en mennesketype, hun har mødt i virkeligheden.

»Det er sjovt, nu du spørger, så dukker der et billede op.«

Sådan siger hun, da B.T. møder hende til pressevisning på anden sæson af Sygeplejeskolen.

»Det var en jordemoder fra Odense, som var sådan en ung pige, som bare havde megameget styr på det. Jeg kan ikke huske, hvad hun hed, fordi jeg havde lidt ondt.«

Under sin fødsel kunne hun ikke rigtig registrere så meget, men alligevel har den gæve jordemoder efterladt et stærkt indtryk hos Egelind.

»Hun sad der bare og var rolig og cool. Hun var en klippe i den der meget vanvittige situation, det er at føde et andet mennesker.«

Molly Egelind er mor til fireårige Ellinor og gift med Benjamin Katzmann Hasselflug, og hun er datter af skuespiller Søs Egelind. Hun fortæller, at karakteren Anna selvfølgelig også deler en del karaktertræk med hende selv, men også i høj grad hendes bortgåede mormor.

Molly Egelind, Jesper Groth, Anna Stochkholm, Morten Hee Andersen og Mikkel Hilgart sees på øverste række. Nederst er det  Katrine Greis-Rosenthal , Thue Ersted Rasmussen og  Anette Støvelbæk fra pressemødet på anden sæson af Sygeplejeskolen. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix)
Molly Egelind, Jesper Groth, Anna Stochkholm, Morten Hee Andersen og Mikkel Hilgart sees på øverste række. Nederst er det  Katrine Greis-Rosenthal , Thue Ersted Rasmussen og  Anette Støvelbæk fra pressemødet på anden sæson af Sygeplejeskolen. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix) Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Når jeg ser det her, så tænker jeg på min mormor. Overalt i det her med Sygeplejeskolen er min mormor inde over,« siger Molly Egelind og fortsætter:

»Hun ville sikkert vende sig i graven, hvis hun hørte mig sige det her, men hun havde meget sådan en ‘fuck dig, det skal du ikke bestemme'-attitude.«

Mormoren har betydet meget for den 31-årige skuespiller, og der kommer et eftertænksomt træk over hendes ansigt, når hun kigger ud af vinduet og fortæller om Ruth, som mormoren hed.

»På hendes dødsleje skulle jeg ordne hendes tånegle. Det kunne godt være, hun havde det skidt, men det skulle ikke komme i vejen for, at hun så ordentlig ud.«

Molly Egelind holder en strakt pegefinger op i luften, når hun skal gengive den stålfaste vilje.

»Hun var en superkvinde, som kunne alt, hvad hun satte sig for. Hun tog til Nepal som 70-årig, fordi det skulle hun bare. Så var der nogen, som måtte hjælpe hende med at komme rundt med den rollator, for hun skulle absolut med.«

Meget af den inspiration, som hun har hentet til rollen som Anna, har hun fundet i gamle film.

»De var så chikke dengang. Der var selvfølgelig også et andet krav til, hvordan kvinder så ud. Så kunne det godt være, de havde syet lapper i armhulen, men de så stadig chikke ud.«

Den måde, som de dengang bar sig selv med stolthed, er noget, hun bruger i sin rolle som Anna.

Sygeplejeskolens nye sæson foregår i året 1953, og dengang var der i det hele taget andre forventninger til både mænd og kvinder. Hjemme hos Molly Egelind er der heldigvis, siger hun, en anden tilgang til tingene. Hun og ægtemanden deler opgaverne ligeligt mellem dem.

»Ordet hænger næsten ud af halsen på mig, men de klassiske 'kvindeopgaver' er vi meget lige om. Lige meget om det er vasketøj, indkøb eller hentning af barn, så deles vi om det,« siger hun.

Næste sæson af Sygeplejeskolen kommer på TV2 Charlie 17 marts, og man kan også følge serien på TV 2 Play.