Det går godt for dansk mode. Faktisk går det så godt, at 2018 blev et rekordår, hvor danske modevirksomheder solgte mere tøj end nogensinde før.

Det viser en analyse fra brancheorganisationen Dansk Mode & Textil forud for Copenhagen Fashion Week, som begynder tirsdag.

Og selv om det ikke er alle, der scorer en halv milliard, når de sælger ud af deres virksomhed, som ægteparret Ditte og Nicolaj bag modesuccesen Ganni gjorde, så behøver man ikke bladre mange regnskaber igennem for at se, at succesen ikke kun er hos de største danske brands.

Også designvirksomheder i en lidt mindre skala som Designers Remix, Stine Goya og den ene del af det tidligere Munthe Plus Simonsen, Naja Munthe, har flotte millionoverskud og egenkapitaler med pæne millionbeløb.

Naja Munthes nye modefirma, Munthe, har de seneste år fået resultater på mellem 4,4 og 6,3 millioner kroner, og egenkapitalen i hendes moderselskab, Naja Munthe Aps, er svulmet til knap 10 millioner kroner.

Ifølge Michael Hillmose, der er international chef i Dansk Mode & Textil, er der flere årsager til, at det går så godt for dansk mode:

»Dansk design sælger jo både i Danmark, i resten af Skandinavien og især i Tyskland. Vi har nogle dygtige forretningsfolk, der er dygtige til at få det solgt til forskellige lande – og også til de store netbutikker som Asos, Zalando og Boozt,« siger han.

Han tilføjer, at det er svært at pege på præcis den dna, der gør, at det er muligt at sælge tøj i udlandet.

Ægteparret Stine Goya og Thomas Hertz.
Ægteparret Stine Goya og Thomas Hertz. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Men vi har en tradition herhjemme for design og nogle bestemte typer tøj, der også falder i smag i udlandet. Et af kendetegnene er, at det prismæssigt er til at komme til – det ligger typisk mellem de dyre brands og de helt billige, så de fleste kan være med.«

Naja Munthe har tidligere på året fortalt i et interview med Alt for damerne, at hendes nye strategi netop går ud på at designe tøj, der kan sælges på alle markeder.

Desuden mener hun, at succesen hænger sammen med personen bag brandet:

»Selvfølgelig skal produktet også være i orden, men du er nødt til at have en i front, der er ambitiøs, visionær og mega hårdtarbejdende, og som evner at rejse sig, når hun falder, for det gør man hele tiden. Den kombination har jeg bare i mig. Jeg tror ikke, man kan uddanne, tænke eller købe sig til de evner, dem er man født med,« udtalte hun til Alt for damerne.

Danish designer Naja Munthe (R) together with a model during her show at the Copenhagen Fashion Week 2014, in Copenhagen, Denmark, 06 August 2014. The Spring/Summer 2015 collections are presented at the event from 03 to 08 August.
Danish designer Naja Munthe (R) together with a model during her show at the Copenhagen Fashion Week 2014, in Copenhagen, Denmark, 06 August 2014. The Spring/Summer 2015 collections are presented at the event from 03 to 08 August. Foto: Erik Refner
Vis mere

Også hos den succesfulde designer Stine Goya er der gode tider. Efter nogle trange år fik modebrandet sidste år næsten tredoblet overskuddet i forhold til året før, hvilket førte til et rekordoverskud på 6,2 millioner kroner.

Det smittede også af på egenkapitalen i selskabet, der voksede til over ni millioner kroner.

Morten Steinmetz, der er partner hos Deloitte og ekspert i mode- og luksusbranchen, peger på, at det gode købmandskab er en af hemmelighederne bag dansk modes succes. Han advarer dog samtidig designerne mod at hvile på laurbærrene:

»Det, der er spændende i modebranchen, er, at der ikke er langt til stor succes. Men der er heller ikke langt fra succes til fiasko. Man skal huske, at man ikke er bedre end den sidste kollektion, man har lavet.«