Lige omkring et år.

Så længe nåede Miley Cyrus og Liam Hemsworth at være mand og kone.

Ifølge TMZ har deres respektive advokater nemlig afleveret de allersidste skilsmissepapirer i forbindelse med bruddet.

Det skete angiveligt juleaften, tirsdag, i retten i Los Angeles.

Miley Cyrus og Liam Hemsworth har fået papirarbejdet på plads i forbindelse med deres skilsmisse.
Miley Cyrus og Liam Hemsworth har fået papirarbejdet på plads i forbindelse med deres skilsmisse. Foto: ETIENNE LAURENT
Vis mere

Dermed er begge parter altså fuldstændig frie til at udforske de forhold, som begge allerede har indledt, inden papirarbejdet omkring skilsmissen var på plads.

Eller næsten frie i hvert fald.

For ifølge lovgivningen i Californien går der lige seks måneder, før skilsmissen går helt igennem, hvilket betyder, at de to faktisk på papiret først er singler omkring marts, da første skridt i skilsmissen blev taget i august.

Den slags ventetid behøver dog altså ikke at være en forhindring for ny kærlighed.

I hvert fald har Miley Cyrus de seneste måneder været kædet sammen med sangeren Cody Simpson fra Australien, mens Liam Hemsworth er set sammen med den 21-årige model Gabrielle Brooks.

Sidstnævntes forhold skulle ifølge sladdermagasinernes rygtebørs angiveligt være så seriøst, at Gabrielle Brooks allerede har mødt Liam Hemsworths forældre.

Selvom Miley Cyrus og Liam Hemsworth kun nåede at være gift i et år, formåede de alligevel at danne par i sammenlagt 10 år – inklusive pauser hist og pist.

Bruddet har været genstand for en del medieomtale, da der var forlydender om, at Miley Cyrus havde været utro. En anklage, hun dog afviste.