Den tidligere deltager i 'Den store bagedyst' Micki Cheng har søgt en ledig lejlighed, men blev både overrasket og vred over udlejers svar.

Micki Cheng og hans mand, Michael, har købt en ny lejlighed i Randers, men kan først flytte ind til september. Derfor mangler de et midlertidigt sted at bo.

Og derfor er den tidligere bagedystdeltager gået på jagt efter en ledig lejlighed. Da han fandt en i Grenaa, skrev han en besked til udlejeren.

Kvinden, der svarede, stillede ham straks et spørgsmål:

»Er det dig alene?«

Et spørgsmål, som Micki Cheng tænkte var helt fair, så han svarede:

»Nej, vi er to.«

Det næste spørgsmål fra udlejeren kom til gengæld meget bag på ham.

»Mand og kvinde?« spurgte hun.

»Har det nogen betydning?« skrev Micki Cheng og fik det helt korte svar:

»Ja.«

Den oplevelse har fået ham til tasterne på Instagram, hvor han har lagt den fulde korrespondance ud.

Til B.T. siger han, at det kommer bag på ham, at der i 'dagens Danmark stadig findes homofobi'.

»Er vi virkelig ikke nået længere, end at nogen ikke vil udleje deres lejlighed til et homoseksuelt par? Seriøst!? Jeg blev stødt helt inde i det inderste,« siger den 31-årige Micki Cheng.

Flere har efterfølgende skrevet til ham på Instagram, at han kan anmelde udlejeren for diskrimination.

»Jeg har ikke behov for at gå videre med det. Men jeg blev nødt til at sige det højt, for det er vigtigt, at vi taler om hyggefobierne.«

I 12 år har han dannet par med sin mand, Michael. Micki Cheng har aldrig lagt skjul på, at han er homoseksuel, og det har aldrig tidligere skabt problemer for ham:

»Selvfølgelig har jeg hørt folk råbe 'bøsserøv' ud ad vinduet på en bil. Men det her, det ramte min retfærdighedssans. Jeg blev afvist udelukkende på min seksualitet og ikke på, hvem jeg er. Det blev jeg både sur og ked af det over.«

Grundlæggende handler det om, hvordan vi opfører os over for hinanden.

»Jeg er glad for, at jeg ikke bor i Zambia eller Rusland, men er heldig at bo i Danmark, hvor vi har frihed til at være, hvem vi nu er. Men der er stadig uvidenhed derude.«

Normalt deler han mest kageopskrifter og lykkelige begivenheder på de sociale medier.

»Jeg er ikke aktiv forkæmper for LGBTQ+, og jeg har ikke behov for at gå forrest i Priden, men jeg er aldrig blevet afvist på min seksualitet på den her facon før.«

Derfor blev han nødt til at dele sin oplevelse:

»Jeg vil ikke starte et fakkeloptog eller gå i krig mod de heteroseksuelle, og vi skal nok finde et sted at bo. Men jeg bliver nødt til at skabe debatten,« siger den tidligere bagedystdeltager og tilføjer, at han tror, det var mere sikkert for udlejeren at leje sin lejlighed ud til ham og hans mand end til så mange andre:

»Vi er så skide 'leverpostej', som vi kan blive. Vi går på arbejde, kommer hjem, laver mad og vasker tøj – og en gang imellem drikker vi et glas vin med nogle venner.«