Michael Jacksons niece, Brandi Jackson, langer ud efter et af Michael Jacksons påståede ofre, som hun beskylder for at lyve om de angivelige overgreb.

Et af popstjernens påståede ofre, Wade Robson, står frem i dokumentaren ’Leaving Neverland’ og fortæller, hvordan Michael Jackson angiveligt har forgrebet sig på ham, da han var barn.

Men Jacksons niece er overbevist om, at han lyver.

Hun har nemlig ifølge hende selv været kærester med Wade Robson gennem syv år og anklager ham for at være en opportunist, der vil gøre alt for at komme frem i verden.

Det skriver hun i en tråd på Twitter, som hun begynder således:

’Wade og jeg var sammen i over syv år, men jeg vil vædde med, at det ikke fremgår af hans ”dokumentar”, fordi det ville ødelægge hans tidslinje.

'Og nævnte jeg, at det var min onkel, Michael Jackson, der førte os sammen? Wade er ikke et offer, Wade Robinson er en løgner.’

Wade Robson er en ud af to mænd, der i dokumentaren ’Leaving Neverland’ står frem med anklager om seksuelt misbrug af Michael Jackson.

Dokumentaren havde premiere på Sundance Film Festival i Utah, USA, i januar, og siden da har debatten været ophedet mellem Michael Jackson-fans og folk, der anklager popikonet for misbrug.

Billedet er delt af Brandi Jackson og viser Michael Jackson, hende selv og Wade Robson som børn.

Fans mener, at de to medvirkende - James Safechuck og Wade Robson – er utroværdige, og at det i det hele taget er under lavmålet at lave filmen, når Michael Jackson ikke længere er her til at forsvare sig.

Jackson døde i 2009, 50 år gammel.

På den anden side står instruktøren af filmen, Dan Reed, som er overbevist om, at anklagerne mod Michael Jackson holder vand.

»Det her er ikke en historie om Michael Jackson.«

»Det her er en historie om to familier, der mødte Michael Jackson, og det møde ændrede deres liv på en måde, de ikke kunne forestille sig,« sagde Dan Reed under et interview til Sundance Film Festival og uddybede:

»Jeg blev overbevist om, at de talte sandt i løbet af interview, der strakte sig over flere dage.«

»Jeg er en erfaren journalist, og jeg er vant til at interviewe folk over længere perioder. Der var en bundklang af sandhed. Det passede godt med min erfaring i at tale med folk, der har oplevet noget traumatisk.«